Vi kom over graensen, med noed og naeppe. Kun lidt let bestikkelse til politiet ved graesen, skaffede os de noedvendige stempler. Men ind kom vi.
Puno - let kaos, militaer boern og broeddamer med delicios pan paa hvert et gade hjoerne. Men folk kommer for at se de flydende oer.
Efter morgenmad spurgte vi manden i receptionen hvordan man lettest kom ud paa oen. Foer vi havde set os om, var vi i en taxa paa vej mod havnen, smidt paa en baad, med familien turist og mod de menneske skabte oer.
Som vi naermede os oerne, saa vi oerboerne kaste de lokale klaeder over fodboldtroejerne, stille sig paa en raekke og vinke, mens de raabte hola, paa deres helt speciele og laenge bevarede oe sprog. Hvorefter vores baadguide fortalte os, hvad vi skulle svare dette helt saerlige folkefaerd.
Paa oen fik vi en lille forestilling om hvordan det primitive liv nu foregik: familier blev slaaet sammen = oer slaaes sammen, familier blev uvenner = oer blev savet over! Oeerne var nemlig lavet af siv, som (alt afhaengende af aarstiden) hele fik endnu et lag siv.
Efter forestillingen blev vi med let tvang smidt paa en sivbaad, betjenet af en lille dreng, som var lillebror til praesidenten af oeren vi besoegte. Foer turen var ovre stoppede han baaden og sagde "5 soles". Sikken et laekkert og befriende liv paa oen.
Efter dette prageksemplar af en oplevelse forlod franskmanden os, fordi han havde modtaget en mail fra hans familie, at de nu var i copacabana. Saa han smuttede over graesen og vi smuttede til Cusco.
torsdag den 17. juli 2008
Der kom to danskere og lyste min verden op..
Hej.. Jeg hedder Pappe og jeg er lavet af trae.. Jeg tilbringer det meste af mit liv i en doer, men tre dage i juli aendrede alt sig for evigt.. Dette er historien om hvordan to danske piger kom til junglen og viste mig at der er mere til livet, end room number 9..
Det var en almindelig lordag, som saa mange andre, troede jeg, men nej pludselig blev jeg drejet rundt og til min store overraskelse kiggede jeg op og saa to blonde piger.. Givet de var lidt traette efter turen med fly, men de var meget friske paa eventyr det var tydeligt.. Pigerne havde kun to meget smaa rygsaekke med, saa de ville hurtigt ud at se paa omgivelserne.. Jeg blev drejet rundt og sammen gik vi ned til floden der ligger taet paa.. Vi satte os i et par stole og her blev der snakket om de forste oplevelser.. Pigerne var meget skeptiske overfor deres gruppe - gruppen bestod af en engelsk far og hans 19 aarige son.. En Hollandsk mor og hendes 19 aarige datter, to fransk-canadiske piger der ikke snakkede engelsk og saa selvfolgelig en, og jeg gentager kun én japaner.. Men bedst som de besluttede at de nok skulle faa det sjovt, saa kom den lokale papegoje og overfaldt Tanjas ben.. Meget dramatisk, men hun fik rystet den af og i stedet kastede den sig over Meretes sko.. Det var dramatisk, men de to danske piger klarede skaerene og sammen flyttede vi op til en anden gruppe stole.. Saa var det frokost tid, som var en pinsel for de to piger.. Den overdovende stilhed naar elleve mennesker er samlet, er ikke let og den var svaer at haandtere, men pigerne tog sig sammen og var stille med de andre..
Efter frokost var det tid til at gaa tur i junglen og se paa dyr.. Igen var den overdovende stilked dominerende, men denne gang kunne pigerne ikke tage det laengere, saa snakken gik paa dansk og pigerne blev mere og mere underlige.. Efter gaaturen var det aftensmadstid og her blev der dulmet lidt op for stilheden.. Jeg kunne nu ikke lade vaere med at observere moren og datteren fra Holland, som tydeligvis ikke ville deltage i gruppen og nej moren kunne bestemt ikke lide mine piger..
Efter aftensmaden trak de fleste sig tilbage, men da klokken kun var otte, var mine piger ikke klar, men de fik snakket med faren og sonnen, mens jeg bare laa der paa bordet i midten og hyggede mig..
Naeste morgen skulle vi op allerede klokken fem.. Jeg var slet ikke frisk, men hvis man ikke vil gaa glip af noget, saa maa man jo op og spille frisk.. Saa sammen med pigerne modte jeg op til morgenmad og derefter gik vi ned i baaden, som tog os hen til et trek vi skulle gaa.. Vi saa saa mange fantastiske fugle og traer, og jeg var helt overvaeldet.. Saa kom vi til en soe, hvor vi skulle ud i en kano.. Vi sejlede rundt i soen og saa mange skilpadder, oddere, krokodiller og flere fugle.. Mine piger havde det sjovt paa hele turen, men de kunne stadig ikke faa blodet gruppen op.. Langsomt fik de dog bloedet guiden op, som viste sig at vaere nok den de havde mest til faelles med.. Efter gaaturen tilbage skulle vi tilbage til lodgen hvor vi skulle vente paa frokost.. Alle fra gruppen loed til deres hytter, men ikke mine piger, de satte sig og spillede kort og fik selskab af guiden.. Sammen fandt de hurtig ud af at de var lige maerkelige, saa det var ganske sjovt..
Efter frokost skulle vi ud og se paa aber.. Der var ingen aber at finde, men fin junglenatur.. Efter det var det tid til at finde krokodiller i morket i baaden og de fandt mange fine smaa krokodiller..
Aftensmad og saa tid til seng..
Puha klokken var kun 4 om morgenen da uret ringede.. Vi skulle med en baad ud til en lervaeg for at se paa parpegojer.. Paa vejen i baaden sad vi forrest og vi saa den mest fantastiske solopgang over junglen.. Vi kom til vaeggen og vi ventede og vi ventede.. Parpegojerne floj over os mange gange, men satte sig ikke paa vaeggen pga. rovfugle.. Pigerne ville ikke derfra uden et billed af en parpegoje paa vaeggen, saa jeg blev placeret paa en pind og saa blev der taget billed.. Tilbage gik det til lodgen og efter morgen,ad var det tid til canopy-walk.. Langt langt over junglen gik vi paa et stykke reb op paa en platform i et trae.. Hvor vi kunne se over hele skoven og se paa fugle og hygge sammen.. Igen blev jeg fotograferet i et trae, iiihghh hvor jeg foler mig vigtig.. Saa var det frkost tid og derefter mere jungel.. Om aftenen snakkde pigerne med dem der arbejdede der og langsomt fik de ogsaa blodt moren op og fik hende i snak.. Men ak til aftensmaden var der daarligt nyt.. Min tid med pigerene ville blive afkortet pga. strejker i Peru.. Vi skulle op klokken fire naeste morgen og med en baad.. Baaden skulle smugle pigerne og resten af gruppen ind til Puerto maldonado lufthavn.. De sejlede lang vaek fra byen, klatrede op af en lerskrant, hvor en bus holdt og tog dem af bagvejene ind til lufhavnen.. Her skulle de saa vente otte timer paa deres fly, men i det mindste undgik de vrede Peruvianere.. De hyggede i lufthavenen med resten af gruppen og snart fik de et fly tilbage til Cuzco.. Saadan endte mit eventyr med danskerne alt for brat, men room number 9 vil aldrig vaere det samme igen.. That´s for sure..
Det var en almindelig lordag, som saa mange andre, troede jeg, men nej pludselig blev jeg drejet rundt og til min store overraskelse kiggede jeg op og saa to blonde piger.. Givet de var lidt traette efter turen med fly, men de var meget friske paa eventyr det var tydeligt.. Pigerne havde kun to meget smaa rygsaekke med, saa de ville hurtigt ud at se paa omgivelserne.. Jeg blev drejet rundt og sammen gik vi ned til floden der ligger taet paa.. Vi satte os i et par stole og her blev der snakket om de forste oplevelser.. Pigerne var meget skeptiske overfor deres gruppe - gruppen bestod af en engelsk far og hans 19 aarige son.. En Hollandsk mor og hendes 19 aarige datter, to fransk-canadiske piger der ikke snakkede engelsk og saa selvfolgelig en, og jeg gentager kun én japaner.. Men bedst som de besluttede at de nok skulle faa det sjovt, saa kom den lokale papegoje og overfaldt Tanjas ben.. Meget dramatisk, men hun fik rystet den af og i stedet kastede den sig over Meretes sko.. Det var dramatisk, men de to danske piger klarede skaerene og sammen flyttede vi op til en anden gruppe stole.. Saa var det frokost tid, som var en pinsel for de to piger.. Den overdovende stilhed naar elleve mennesker er samlet, er ikke let og den var svaer at haandtere, men pigerne tog sig sammen og var stille med de andre..
Efter frokost var det tid til at gaa tur i junglen og se paa dyr.. Igen var den overdovende stilked dominerende, men denne gang kunne pigerne ikke tage det laengere, saa snakken gik paa dansk og pigerne blev mere og mere underlige.. Efter gaaturen var det aftensmadstid og her blev der dulmet lidt op for stilheden.. Jeg kunne nu ikke lade vaere med at observere moren og datteren fra Holland, som tydeligvis ikke ville deltage i gruppen og nej moren kunne bestemt ikke lide mine piger..
Efter aftensmaden trak de fleste sig tilbage, men da klokken kun var otte, var mine piger ikke klar, men de fik snakket med faren og sonnen, mens jeg bare laa der paa bordet i midten og hyggede mig..
Naeste morgen skulle vi op allerede klokken fem.. Jeg var slet ikke frisk, men hvis man ikke vil gaa glip af noget, saa maa man jo op og spille frisk.. Saa sammen med pigerne modte jeg op til morgenmad og derefter gik vi ned i baaden, som tog os hen til et trek vi skulle gaa.. Vi saa saa mange fantastiske fugle og traer, og jeg var helt overvaeldet.. Saa kom vi til en soe, hvor vi skulle ud i en kano.. Vi sejlede rundt i soen og saa mange skilpadder, oddere, krokodiller og flere fugle.. Mine piger havde det sjovt paa hele turen, men de kunne stadig ikke faa blodet gruppen op.. Langsomt fik de dog bloedet guiden op, som viste sig at vaere nok den de havde mest til faelles med.. Efter gaaturen tilbage skulle vi tilbage til lodgen hvor vi skulle vente paa frokost.. Alle fra gruppen loed til deres hytter, men ikke mine piger, de satte sig og spillede kort og fik selskab af guiden.. Sammen fandt de hurtig ud af at de var lige maerkelige, saa det var ganske sjovt..
Efter frokost skulle vi ud og se paa aber.. Der var ingen aber at finde, men fin junglenatur.. Efter det var det tid til at finde krokodiller i morket i baaden og de fandt mange fine smaa krokodiller..
Aftensmad og saa tid til seng..
Puha klokken var kun 4 om morgenen da uret ringede.. Vi skulle med en baad ud til en lervaeg for at se paa parpegojer.. Paa vejen i baaden sad vi forrest og vi saa den mest fantastiske solopgang over junglen.. Vi kom til vaeggen og vi ventede og vi ventede.. Parpegojerne floj over os mange gange, men satte sig ikke paa vaeggen pga. rovfugle.. Pigerne ville ikke derfra uden et billed af en parpegoje paa vaeggen, saa jeg blev placeret paa en pind og saa blev der taget billed.. Tilbage gik det til lodgen og efter morgen,ad var det tid til canopy-walk.. Langt langt over junglen gik vi paa et stykke reb op paa en platform i et trae.. Hvor vi kunne se over hele skoven og se paa fugle og hygge sammen.. Igen blev jeg fotograferet i et trae, iiihghh hvor jeg foler mig vigtig.. Saa var det frkost tid og derefter mere jungel.. Om aftenen snakkde pigerne med dem der arbejdede der og langsomt fik de ogsaa blodt moren op og fik hende i snak.. Men ak til aftensmaden var der daarligt nyt.. Min tid med pigerene ville blive afkortet pga. strejker i Peru.. Vi skulle op klokken fire naeste morgen og med en baad.. Baaden skulle smugle pigerne og resten af gruppen ind til Puerto maldonado lufthavn.. De sejlede lang vaek fra byen, klatrede op af en lerskrant, hvor en bus holdt og tog dem af bagvejene ind til lufhavnen.. Her skulle de saa vente otte timer paa deres fly, men i det mindste undgik de vrede Peruvianere.. De hyggede i lufthavenen med resten af gruppen og snart fik de et fly tilbage til Cuzco.. Saadan endte mit eventyr med danskerne alt for brat, men room number 9 vil aldrig vaere det samme igen.. That´s for sure..
Cuzco cuzco cuzco - du den dejligste ferieby..
Saa kom vi daelme til byen over dem alle - Cuzco.. Byen hvor macchu picchu har hjemsted eller turene har ihvertfald udgangspunkt... Bare aergeligt at der er mere end en maaned til vi skal til macchu picchu, men heldigvis er byen en skon by med mange mange muligheder (som der sikkert ville staa i brochuren).. Vi tjekkede ind paa et laekkert hostel i colonial style, saa vi folte os jo rigitg hjemme, saa Colonial som vi nu er.. Vi havde stille og rolig dag.. hvor vi fejrede en englaenders fodselsdag og etc..
Dagen efter besluttede vi, at nu ville vi i junglen.. Saa vi gik rundt for at finde vores muligheder og fandt ud af at eneste mulighed i vores prisgruppe, var en tur til Puerto Maldonado og saa ud i en junglelodge derfra.. Saa vi bookede fly og tur..
aftenen gik med en dejlig film og saa tidligt i seng..
Dagen efter besluttede vi, at nu ville vi i junglen.. Saa vi gik rundt for at finde vores muligheder og fandt ud af at eneste mulighed i vores prisgruppe, var en tur til Puerto Maldonado og saa ud i en junglelodge derfra.. Saa vi bookede fly og tur..
aftenen gik med en dejlig film og saa tidligt i seng..
At the "Copa"
"Copa, copa, copacabana"
Saadan loed det paa bus stationen i La paz. Foer vi naede at komme ud af taxaen havde vi en billet til Copacabana, Bolivia. Ikke at forveksle med den noget mere beroemte strand i Brasilien.
Dog er Copa en turist by, til stor aergelse for vores franske partner in crime.
Vores formaal her var at se Isla del sol. En oe med historie, ruiner og andet godt! Lyder oede og afsidigt.
Man kan tage en baad fra Copa til oen, men vi valgte at foelge et raad fra biblen, nemlig at trave 17 km til en anden havn, hvorfra man ligeledes kunne hoppe paa en baad. Det ville tage kortere tid herfra og vaere knap saa turistpraeget.
Saa vi vandrede rask igennem det bolivianske landskab, med en stor taske og en lille taske. Baaret af de tog danske, hvilket gjorde den franske en smule utryg. Andre forbipasserende maatte noedvendigvis mene at han ikke var af den rette gentlemand opdragelse. "You want me to take the bag?" (Med meget bedende blik)
Vores vandring gennem smaa lokale landsbyer, skove og bakker blev bragt stoppet af en skipper, som sprang op af sin jolle. Denne mand ville bringe os til isla del sol meget billigere end de kunne i vores bestemmelsessted, saa efter at han havde vist os en kopi af hans navn i biblen, og postkort fra samtlige lande (det fleste, men ikke alle, havde en hilsen bagpaa, fra folk som havde benyttet sig af hans service) besluttede vi os for at tage med ham.
Vi sprang ombord i hans baad uden vindue (han havde glasset, men han vidste ikke hvordan han skulle saette det i) . Denne dag havde han tilfaeldigvis besoeg af en ven fra mulighedernes amerika. Vennen fastsatte sig at underholde under hele baad turen, med fortaellinger fra den store verden. Ink. at hans familie engang havde ejet halvdelen af isla del luna, lillesoester til sol oeen. Desvaerre var der ikke penge i skidtet, saa de forlod oe og hus, som nu staar tomt.
Baadturen var behagelig, gyngende og kun kort afbrudt af 3 motorstop. Men dette var han ikke ukendt, saa opholdene paa vandet blev korte, dog stadig med live underholdning fra vennen.
Isla del sol: Ved foerste oejekast meget oede, en lille mole med udsigt en ruin. Dog efter en kort gaatur saa vi at oen ikke var saa oede, men derimod en turist by i rivende udvikling.
Vi fandt ly for natten, saa lidt oe, men matte desvaerre forlade oen tidligt naesete morgen idet vi skulle tilbage og se fodbold finale!
Vi er tysker, for spansk er der aldrig nogen der ville tro paa vi er! Desvaerre led vi en forfaerdeligt nederlag den dag. Finale for copa, finale for bolivia. Med midlertidig pas forsoeger vi os nu mod Peru.
Saadan loed det paa bus stationen i La paz. Foer vi naede at komme ud af taxaen havde vi en billet til Copacabana, Bolivia. Ikke at forveksle med den noget mere beroemte strand i Brasilien.
Dog er Copa en turist by, til stor aergelse for vores franske partner in crime.
Vores formaal her var at se Isla del sol. En oe med historie, ruiner og andet godt! Lyder oede og afsidigt.
Man kan tage en baad fra Copa til oen, men vi valgte at foelge et raad fra biblen, nemlig at trave 17 km til en anden havn, hvorfra man ligeledes kunne hoppe paa en baad. Det ville tage kortere tid herfra og vaere knap saa turistpraeget.
Saa vi vandrede rask igennem det bolivianske landskab, med en stor taske og en lille taske. Baaret af de tog danske, hvilket gjorde den franske en smule utryg. Andre forbipasserende maatte noedvendigvis mene at han ikke var af den rette gentlemand opdragelse. "You want me to take the bag?" (Med meget bedende blik)
Vores vandring gennem smaa lokale landsbyer, skove og bakker blev bragt stoppet af en skipper, som sprang op af sin jolle. Denne mand ville bringe os til isla del sol meget billigere end de kunne i vores bestemmelsessted, saa efter at han havde vist os en kopi af hans navn i biblen, og postkort fra samtlige lande (det fleste, men ikke alle, havde en hilsen bagpaa, fra folk som havde benyttet sig af hans service) besluttede vi os for at tage med ham.
Vi sprang ombord i hans baad uden vindue (han havde glasset, men han vidste ikke hvordan han skulle saette det i) . Denne dag havde han tilfaeldigvis besoeg af en ven fra mulighedernes amerika. Vennen fastsatte sig at underholde under hele baad turen, med fortaellinger fra den store verden. Ink. at hans familie engang havde ejet halvdelen af isla del luna, lillesoester til sol oeen. Desvaerre var der ikke penge i skidtet, saa de forlod oe og hus, som nu staar tomt.
Baadturen var behagelig, gyngende og kun kort afbrudt af 3 motorstop. Men dette var han ikke ukendt, saa opholdene paa vandet blev korte, dog stadig med live underholdning fra vennen.
Isla del sol: Ved foerste oejekast meget oede, en lille mole med udsigt en ruin. Dog efter en kort gaatur saa vi at oen ikke var saa oede, men derimod en turist by i rivende udvikling.
Vi fandt ly for natten, saa lidt oe, men matte desvaerre forlade oen tidligt naesete morgen idet vi skulle tilbage og se fodbold finale!
Vi er tysker, for spansk er der aldrig nogen der ville tro paa vi er! Desvaerre led vi en forfaerdeligt nederlag den dag. Finale for copa, finale for bolivia. Med midlertidig pas forsoeger vi os nu mod Peru.
onsdag den 2. juli 2008
La Paz, La Passport
Mamacoca knows!
Efter en noget rystet tur paa grussti, ankom vi smadret og traette til La Paz. Med en adresse paa en hostel, hvor vores franske foelgesvend grangiveligt skulle befinde sig, kastede vi os hovedkluns ud i hovedstaden.
Men naesten foer vi havde smidt tasken paa hostel cactus, smuttede vi afsted med en ny adresse mellem haenderne. Av. Acne 2199 (vil altid huske den adresse) Den danske ambassade! Foerst maatte vi dog besoge en fotograf, som kunne tage nogle proffesionelle pasbilleder af en glad, humoerbombe efter den foeromtalte bustur, Merete. De har skills hernede! Med modelfotos uden lige og haab om det bedste, begav vi os mod det danske fristed i Bolivia.
Ambassaden ligger paa 9 sal, og vi fik hurtigt afklaret af pas og hjemrejse ikke ville blive det store problem. Dette fjernede en abnorm stor bekymring om at Tanja skulle forsaette eventyret alene. Det inroemmer jeg gerne, ikke lige var mit stoerte oenske!
Mad og bad, saa er jeg glad. Ellers ingen ting.
Naeste dag tog vi paa coca museum. Det er eksperter i coca-kunsten, der vender tilbage til dk. Alt her er coca. Kokain, coca-cola, the, religion, spaadom (mamacoca knows) og gumlende coca-farmere.
Deadroad: En cykeltur paa (vi er lidt uenige her) 64 km, 99 % ned af bakke og 1 % op. Turen starter i 4700 meters hoejde (hoejden begynder vi svagt at vende os til, men de lokale har noget stoerre lunger end os svage europaere) I klaedt et hoejt moderne, hightech, machende cykeltoej suste vi ned at asfalt vejen, med en guide, der havde besluttet sig for at tage saa mange billeder som muligt af de 4 aeggegule newbies. (den fjerde var en brasiliensk psykolog)
Men saa gik det op. Hjemme ville en bakke af den stoerrelse have vaeret en smal sag for de oevede cykelister, som vi vil efter mange aars intens cykling, paastaa at vi er. Men naar du cykler i 4 km hoejde, med gringo lunger, saa er det en lidt anden sag. Man aeldes 50 aar i loebet af sekunder og vejrtraekningen bliver tung. Man gaber, hjernen desperate forsoeg paa at faa luft, men naegter at give op! Det kan simpelthen ikke passe, at en bakke af den kaliber skal slaa benene vaek under en. Men det goer den.
Jeg naede toppen, trak de sidste 10 meter, men naede den. Men saa snart jeg smed cyklen i graesset kom kvalmen, efterfulgt af svimmelhed, krafterne forsvandt, armene ville ikke lystre og tilsidst blev det hvid. Det naeste der skete, var en styg lugt af alkohol, som brasilianeren havde smurt paa min hals, og langsomt kom jeg tilbage til farvefilm.
Dehydring er budet, men aldrig igen.. Ubehageligt er ikke ordet. De andre forsatte, mens jeg tilbragte det naeste stykke tid i bussen, som konstant fulgte efter vores gruppe.
Men da vi kom til junglen, blev jeg noed til at komme op paa jernhesten igen! Resten af turen forloeb smertefrit for mit vedkommende. Meretes ganger mistede kaeden og maatte udskiftes af en, som ikke helt levede op til vores standart.
Men turen pa grussti, gennem junglen, vandfald og snoede kurve var fantastisk. Og morsom! Bare rolig, guiden har taget baade film og 100 billeder. (der skal en staekt selections runde igang). Sem den foerste gruppe naaede vi bunden, det fejres med en oel, et "varmt" bad og et "udsoegt" maaltid paa med fodbold koerende i baggrunden.
Vi sover nu med t-shirtene "we survived the deathroad".
Efter en noget rystet tur paa grussti, ankom vi smadret og traette til La Paz. Med en adresse paa en hostel, hvor vores franske foelgesvend grangiveligt skulle befinde sig, kastede vi os hovedkluns ud i hovedstaden.
Men naesten foer vi havde smidt tasken paa hostel cactus, smuttede vi afsted med en ny adresse mellem haenderne. Av. Acne 2199 (vil altid huske den adresse) Den danske ambassade! Foerst maatte vi dog besoge en fotograf, som kunne tage nogle proffesionelle pasbilleder af en glad, humoerbombe efter den foeromtalte bustur, Merete. De har skills hernede! Med modelfotos uden lige og haab om det bedste, begav vi os mod det danske fristed i Bolivia.
Ambassaden ligger paa 9 sal, og vi fik hurtigt afklaret af pas og hjemrejse ikke ville blive det store problem. Dette fjernede en abnorm stor bekymring om at Tanja skulle forsaette eventyret alene. Det inroemmer jeg gerne, ikke lige var mit stoerte oenske!
Mad og bad, saa er jeg glad. Ellers ingen ting.
Naeste dag tog vi paa coca museum. Det er eksperter i coca-kunsten, der vender tilbage til dk. Alt her er coca. Kokain, coca-cola, the, religion, spaadom (mamacoca knows) og gumlende coca-farmere.
Deadroad: En cykeltur paa (vi er lidt uenige her) 64 km, 99 % ned af bakke og 1 % op. Turen starter i 4700 meters hoejde (hoejden begynder vi svagt at vende os til, men de lokale har noget stoerre lunger end os svage europaere) I klaedt et hoejt moderne, hightech, machende cykeltoej suste vi ned at asfalt vejen, med en guide, der havde besluttet sig for at tage saa mange billeder som muligt af de 4 aeggegule newbies. (den fjerde var en brasiliensk psykolog)
Men saa gik det op. Hjemme ville en bakke af den stoerrelse have vaeret en smal sag for de oevede cykelister, som vi vil efter mange aars intens cykling, paastaa at vi er. Men naar du cykler i 4 km hoejde, med gringo lunger, saa er det en lidt anden sag. Man aeldes 50 aar i loebet af sekunder og vejrtraekningen bliver tung. Man gaber, hjernen desperate forsoeg paa at faa luft, men naegter at give op! Det kan simpelthen ikke passe, at en bakke af den kaliber skal slaa benene vaek under en. Men det goer den.
Jeg naede toppen, trak de sidste 10 meter, men naede den. Men saa snart jeg smed cyklen i graesset kom kvalmen, efterfulgt af svimmelhed, krafterne forsvandt, armene ville ikke lystre og tilsidst blev det hvid. Det naeste der skete, var en styg lugt af alkohol, som brasilianeren havde smurt paa min hals, og langsomt kom jeg tilbage til farvefilm.
Dehydring er budet, men aldrig igen.. Ubehageligt er ikke ordet. De andre forsatte, mens jeg tilbragte det naeste stykke tid i bussen, som konstant fulgte efter vores gruppe.
Men da vi kom til junglen, blev jeg noed til at komme op paa jernhesten igen! Resten af turen forloeb smertefrit for mit vedkommende. Meretes ganger mistede kaeden og maatte udskiftes af en, som ikke helt levede op til vores standart.
Men turen pa grussti, gennem junglen, vandfald og snoede kurve var fantastisk. Og morsom! Bare rolig, guiden har taget baade film og 100 billeder. (der skal en staekt selections runde igang). Sem den foerste gruppe naaede vi bunden, det fejres med en oel, et "varmt" bad og et "udsoegt" maaltid paa med fodbold koerende i baggrunden.
Vi sover nu med t-shirtene "we survived the deathroad".
Salardesert og isfoedder
Saa blev det fredag og vi skulle paa tur... Det skulle vi med et amerikansk par, vores nye tyske ven, en chauffoer og en maddame(Blanca). Ind i vores jeep og med rygsaekkene paa taget og saa gik den ud i bjergene.. Det var saa fint, saa fint og vores very experienced driver tog os stille og roligt frem paa de snoede veje.. Men men men man maa tvivle paa selv den mest very experinced driver naar man er paa en vej, kun bred nok til vores jeep, og der pludselig kommer en bus koerende mod os.. Men men men med hjaelp fra Blanca kom vi forbi med to hjul haengende over bjergsiden og os laendende mod hoejre(overbeviste om at det hjalp)..
Saa var det frokost tid og saa saa vi nogle flere bjerge og selvfolgelig nogle smaa landsbyer midt i ingenting, hvor man levede af lamaer.. Vi kom frem til vores destination for natten, som bestod af et skur isoleret med kartoffelsaekke i loftet og pap for vinuduerne.. Man kigger sig, i en taaget ilusion og med en skygge af haab, om efter en radiator, en pejs eller bare et aabent ildsted, men ingenting og pludselig er man glad for pap i "vinduet".. Aftenen gik med kortspil, mad og historier om Boliviansk kultur.. Men vigtigst af alt gik aftenen med at kalkulere om det var for tidligt at tage 2. par leggins og 5.troje paa.. tidligt i seng og saa startede kampen mod kulden.. Men bare rolig, vi lever endnu..
Naeste dag skulle vi tidligt op, for vi skulle ud og se paa flere bjerge, laguner, flere laguner og hotsprings.. Saa afsted med os, vi troede selvfolgelig der var varme i bilen, men da alt elting ikke virkede, gik den aftsted med aabne vinduer og fem isblokke bagi jeepen.. Efter negle bjerge og en laguner kom vi til dagens hoejdepunkt - hot springs.. Givet naar man var is i forvejen havde man ikke specielt lyst til at hoppe i badetoej, men vi gjorde det daelme og hvor var det herligt.. Efter at blive varmet op, og koelet ned igen.. Gik turen ud til en gron lagune.. en helt gron soe foran en stor vulkan er ikke det vaerste syn... Og saa gik den mod vores sovested for natten.. Her skulle ogsaa andre jeeps sove, saa her var rent faktisk en kakkelovn i faellesomraadet.. Saa vi havde hoeje haab for denne aften og da det lykkedes for fyrene at koebe vin ude midt i ingenting, ja saa tegnede det til en god aften.. Men men men roedvinen var iskold og hurtigt maatte vi ikke faa mere til fyre med, saa der blev igen smidt lag paa lag paa lag af toej paa og saa skulle der hygges.. De to amerikanere introduceret hitkortspillet over dem alle, egyptian ratscrew hedder det og det er intenst.. Kan fortaelle den involvere hurtig spil og slaaen paa bunker af kort, saa det lykkedes os at holde varmen.. Vi beluttede denne aften at sove i en bunke, hvilket var en stor succes og vi maerkede naesten ikke de 20 frostgrader vi havde udenfor(vi befinder os her i naesten 5000m hojde- jep vi er blevet vant til hojder)..
Dagen efter sover vi lige lidt langere, der viser sig at vores jeep er punkteret i loebet af natten, saa det skal lige fikses.. Og saa gaar den ellers paa eventyr igen.. I dag staar den paa roede laguner, flamingoer, vulkaner og saa ankommer vi til kanten af vores saltoerken.. Her tilbringer vi natten i et refugee hvor senge, borde og gulve er lavet af salt.. Endelig har vi fundet teknikken til at holde varmen og vi faar rent faktisk sovet denne nat..
Tidlig op skal vi, for vi skal ud og se solopgang i saltoerkenen.. Vi snakker her om salt saa langt oejet raekker og saa en solopgang saa fin, saa fin.. Der skal selvfoelgelig tages sjove billeder og saa mod en oe midt i alt saltet... Her gaar vi en fin tur, for at faa udsigten over alt saltet og saa spiser vi morgenmad.. Derefter gaar vi rundt at oen, for lige at se lidt naermere paa saltet.. derefter ind i jeepen, koere lidt i alt saltet, for saa at lave et stop, hvor vi ser lidt paa saltet og derefter et stop hvor vi skal se et helt hotel lavet af (gaet engang) salt..
Derefter forlader vi saltet og koere mod den endelige destination Uyunini...
Her siger vi farvel til vores very experinsed guide og vores madmor gennem fire dage.. og saa staar den ellers paa at finde en bus vaek.. Vores amerikanske par og os skal samme vej, saa vi finder en natbus mod La PAz og saa skal der ellers bare ventes paa den.. Vi finder lokalt spisested hvor vi faar tre retter mad - Suppe, pasta med koedsovs, og cholkoladebudding - for den nette sum af (gaet selv) 6.80 give or tak et par oere... vekselkurser er udfordrende..
Derefter finder vi bare over dem alle extreme fun pub, hvor vi tilbringer de sidste par timer inden bussen og saa gaar den mod La Paz.. Vi kan se frem mod elleve timer i en bus, hvor en mand staar paa en stige og taper vinduerne sammen inden afgang.. De foerste seks timer er ikke asfalteret og i en hojde af ca. 3000m er det ikke varmt om natten.. Saa da vi ankommer til La Paz naeste morgen er vi rimlig klar paa at komme ud af den bus..
Saa var det frokost tid og saa saa vi nogle flere bjerge og selvfolgelig nogle smaa landsbyer midt i ingenting, hvor man levede af lamaer.. Vi kom frem til vores destination for natten, som bestod af et skur isoleret med kartoffelsaekke i loftet og pap for vinuduerne.. Man kigger sig, i en taaget ilusion og med en skygge af haab, om efter en radiator, en pejs eller bare et aabent ildsted, men ingenting og pludselig er man glad for pap i "vinduet".. Aftenen gik med kortspil, mad og historier om Boliviansk kultur.. Men vigtigst af alt gik aftenen med at kalkulere om det var for tidligt at tage 2. par leggins og 5.troje paa.. tidligt i seng og saa startede kampen mod kulden.. Men bare rolig, vi lever endnu..
Naeste dag skulle vi tidligt op, for vi skulle ud og se paa flere bjerge, laguner, flere laguner og hotsprings.. Saa afsted med os, vi troede selvfolgelig der var varme i bilen, men da alt elting ikke virkede, gik den aftsted med aabne vinduer og fem isblokke bagi jeepen.. Efter negle bjerge og en laguner kom vi til dagens hoejdepunkt - hot springs.. Givet naar man var is i forvejen havde man ikke specielt lyst til at hoppe i badetoej, men vi gjorde det daelme og hvor var det herligt.. Efter at blive varmet op, og koelet ned igen.. Gik turen ud til en gron lagune.. en helt gron soe foran en stor vulkan er ikke det vaerste syn... Og saa gik den mod vores sovested for natten.. Her skulle ogsaa andre jeeps sove, saa her var rent faktisk en kakkelovn i faellesomraadet.. Saa vi havde hoeje haab for denne aften og da det lykkedes for fyrene at koebe vin ude midt i ingenting, ja saa tegnede det til en god aften.. Men men men roedvinen var iskold og hurtigt maatte vi ikke faa mere til fyre med, saa der blev igen smidt lag paa lag paa lag af toej paa og saa skulle der hygges.. De to amerikanere introduceret hitkortspillet over dem alle, egyptian ratscrew hedder det og det er intenst.. Kan fortaelle den involvere hurtig spil og slaaen paa bunker af kort, saa det lykkedes os at holde varmen.. Vi beluttede denne aften at sove i en bunke, hvilket var en stor succes og vi maerkede naesten ikke de 20 frostgrader vi havde udenfor(vi befinder os her i naesten 5000m hojde- jep vi er blevet vant til hojder)..
Dagen efter sover vi lige lidt langere, der viser sig at vores jeep er punkteret i loebet af natten, saa det skal lige fikses.. Og saa gaar den ellers paa eventyr igen.. I dag staar den paa roede laguner, flamingoer, vulkaner og saa ankommer vi til kanten af vores saltoerken.. Her tilbringer vi natten i et refugee hvor senge, borde og gulve er lavet af salt.. Endelig har vi fundet teknikken til at holde varmen og vi faar rent faktisk sovet denne nat..
Tidlig op skal vi, for vi skal ud og se solopgang i saltoerkenen.. Vi snakker her om salt saa langt oejet raekker og saa en solopgang saa fin, saa fin.. Der skal selvfoelgelig tages sjove billeder og saa mod en oe midt i alt saltet... Her gaar vi en fin tur, for at faa udsigten over alt saltet og saa spiser vi morgenmad.. Derefter gaar vi rundt at oen, for lige at se lidt naermere paa saltet.. derefter ind i jeepen, koere lidt i alt saltet, for saa at lave et stop, hvor vi ser lidt paa saltet og derefter et stop hvor vi skal se et helt hotel lavet af (gaet engang) salt..
Derefter forlader vi saltet og koere mod den endelige destination Uyunini...
Her siger vi farvel til vores very experinsed guide og vores madmor gennem fire dage.. og saa staar den ellers paa at finde en bus vaek.. Vores amerikanske par og os skal samme vej, saa vi finder en natbus mod La PAz og saa skal der ellers bare ventes paa den.. Vi finder lokalt spisested hvor vi faar tre retter mad - Suppe, pasta med koedsovs, og cholkoladebudding - for den nette sum af (gaet selv) 6.80 give or tak et par oere... vekselkurser er udfordrende..
Derefter finder vi bare over dem alle extreme fun pub, hvor vi tilbringer de sidste par timer inden bussen og saa gaar den mod La Paz.. Vi kan se frem mod elleve timer i en bus, hvor en mand staar paa en stige og taper vinduerne sammen inden afgang.. De foerste seks timer er ikke asfalteret og i en hojde af ca. 3000m er det ikke varmt om natten.. Saa da vi ankommer til La Paz naeste morgen er vi rimlig klar paa at komme ud af den bus..
Tupiza en oase i et land med hoeje bjerge..
Saa kom vi endelig til Tupiza og var af en eller anden grund ikke helt saa positive i forhold til Bolivia.. Men men men det fik Tupiza hurtigt aendret paa.. Den foerste dag blev brugt paa at se paa de lokale markeder og denne impuls shoppingtur resulterede i 3 m reb og haengelaase(sikkerhed frem for alt, og nu skal vi til at motionere og det goeres bedst ved at hoppe i reb)..
Dagen efter ville vi kaste os ud i at udforske de omgivende bjerge.. Det goeres aabenbart bedst paa hest, men med det held der har fulgt Merete, ville det vaere at pushe skaebnen at saette sig op paa en hest, saa vi valgte at gaa.. Noget kort havde vi ikke rigitgt, men vi gik ud af byen og vidste vi skulle dreje af et sted.. Skilte bruger de ikke i Bolivia, saa i bedste BS og Bubber stil valgte vi at folge hestelorten.. Vi skulle jo paa samme tur, saa vi gik med hovedet i vejen og ledte efter friske hovspor og lort.. Vi foelte os som sande rangers og det var vi.. Vi fandt frem til de ting vi havde set billeder af og vi klatrede i bjerge og saa skont landskab.. Frokosten blev holdt paa en bjergtop og jep de kan finde ud af at bage brod i Bolivia, saa det var himmelsk der blandt kaktusser og bjerge.. Efter 20km gang vendte vi tilbage til vores lille landsby hvor vi impulsivt bookede en jeeptur ud i den naerliggender saltdesert..
Saa maatte vi ellers paa marked igen, for vi kunne se frem til 15-20 minusgrader om natten og eftersom stupid danish girl Merete havde glemt halvdelen af sit varme toej og faaet den anden halvdel stjaalet, saa maate der jo nyerhvervelser til.. Tupiza har ikke butikker, kun markeder med kopitoej.. Resultatet af turen paa marked var et laekkert moerke gront haandklaede og en dejlig(meget brandfarlig)graa, stor swaeter polstret med noget saa laekkert som vat.. Merete undgaar alt hvad der hedder aaben ild og cigaretter(i frygt for at gaa op i flammer) men hun ser laekker ud mens hun goer det..
Paa vores hostel igen modte vi en tysker, som skullle med paa vores tur og med ham tog vi paa en lokal restaurant og fik kaempe maaltid med kylling, ris og pommes for den nette sum af 6.80kr. give or take et par oere.. Det blev indtaget foran verdens stoerste tv der selvfoelgelig viste fodbold(en kamp fra fire aar siden, men fodbold)
Saa tog vi hvad der skulle vise sig at blive det sidste varme bad i 14 dage (and counting) og saa i seng..
Dagen efter ville vi kaste os ud i at udforske de omgivende bjerge.. Det goeres aabenbart bedst paa hest, men med det held der har fulgt Merete, ville det vaere at pushe skaebnen at saette sig op paa en hest, saa vi valgte at gaa.. Noget kort havde vi ikke rigitgt, men vi gik ud af byen og vidste vi skulle dreje af et sted.. Skilte bruger de ikke i Bolivia, saa i bedste BS og Bubber stil valgte vi at folge hestelorten.. Vi skulle jo paa samme tur, saa vi gik med hovedet i vejen og ledte efter friske hovspor og lort.. Vi foelte os som sande rangers og det var vi.. Vi fandt frem til de ting vi havde set billeder af og vi klatrede i bjerge og saa skont landskab.. Frokosten blev holdt paa en bjergtop og jep de kan finde ud af at bage brod i Bolivia, saa det var himmelsk der blandt kaktusser og bjerge.. Efter 20km gang vendte vi tilbage til vores lille landsby hvor vi impulsivt bookede en jeeptur ud i den naerliggender saltdesert..
Saa maatte vi ellers paa marked igen, for vi kunne se frem til 15-20 minusgrader om natten og eftersom stupid danish girl Merete havde glemt halvdelen af sit varme toej og faaet den anden halvdel stjaalet, saa maate der jo nyerhvervelser til.. Tupiza har ikke butikker, kun markeder med kopitoej.. Resultatet af turen paa marked var et laekkert moerke gront haandklaede og en dejlig(meget brandfarlig)graa, stor swaeter polstret med noget saa laekkert som vat.. Merete undgaar alt hvad der hedder aaben ild og cigaretter(i frygt for at gaa op i flammer) men hun ser laekker ud mens hun goer det..
Paa vores hostel igen modte vi en tysker, som skullle med paa vores tur og med ham tog vi paa en lokal restaurant og fik kaempe maaltid med kylling, ris og pommes for den nette sum af 6.80kr. give or take et par oere.. Det blev indtaget foran verdens stoerste tv der selvfoelgelig viste fodbold(en kamp fra fire aar siden, men fodbold)
Saa tog vi hvad der skulle vise sig at blive det sidste varme bad i 14 dage (and counting) og saa i seng..
5 mand paa en bro
La quiaca, byen som "the bible" raader en til at komme vaek fra saa hurtigt som muligt. Dog naegter de gaeve dansker at tro paa alt hvad, der skrives. De beslutter i trods at tilbringe et helt doegn i denne stoevede graense by. Denne brilliante beslutning kan vi desvaerre ikke tage aeren for. Da vi ankom til byen, var vores plan bare lige at liste henover graensen og ind i Bolivia. Men hurtigt hoerte vi at graense overgangen (en bro paa 10 meter) var blokeret af meget vrede bolivianer!
Vi havde brugt vores bustur sammen med en columbiansk goejler, der havde besluttet sig for at foelge os over graensen. Tanken er soed, men hans enormt hurtige spansk gjorde det umuligt at kommunikere med manden! Saa vi forlod ham, for at finde et engelsktalende menneske, for at forstaa de vrede bolivianer!
De engelsketalende mennesker fandt vi, men forstod aldrig hvorfor de var sure. Den eneste info man kunne faa ud af de utilfredse bolivianer paa broen var "det er politisk". Bolivia = et land i oproer!
Naeste dag havde de 5 strejkende, blokerende og lettere utilfredse mennesker besluttet sig for at gaa hjem, saa vi kunne passere graensen.
Flugt fandt vi en bus mod Tupiza, men lige lidt vidste vi, at vi inden for de naeste 5 min skulle vaere ofre for et gement, udspekuleret, kriminelt geni´s uhumske og gennemtaenkte gerninger. Helt uskyldige sad vi i bussen da pludseligt et vaerre virrevar startede og en kasket klaedt herre rev tasken med halvdelen af vores ejendomme ud af meretes haand.
En helhjertet jagt gik i gang efter dette kriminelle geni, men som en skygge forsvandt han i den travle menneskemaengde og vi maatte indse at pas, billeder, bog, ipod og andet godt var forevigt tabt i den bolivianske graenseby Villazon.
Og saadan gik det til at vi en tidlig onsdag morgen befandt os paa en boliviansk politistation. Og hvilket syn. Foerst skulle vi lige vente paa at vi kunne faa lov til at komme ind paa politistationen. Uheldigvis kom vi lige som de var ved at faa ordre for den kommende dag.
Men da vi endelig kom ind i det 30 kvm store rum, men 10 guld spejle, meget praktiske transportable skrivemaskiner fra 1950 og naturligvis billeder af folk med eksploderede krainer, afhuggede lemmer og aabnekoedsaar, moedte vi faktisk en engelsktalende dame (vi havde ellers forberedt os paa den store forklaringsrunde med store fagter og advancerede spanske gloser, men nae om man kunne faa lov til det)
Meretes pas blev efter det saa til en politirapport, hvor halvdelen var stavet forkert og mit navn af en eller anden grund ogsaa skulle indgaa. "Det er onsdag, det er koldt, Merete Grane Larsen har vaeret offer for en forfaerdelig forbrydelse" Det mener jeg bestemt, der staar.
Naa men op med hovedet ven, tag en kiks og kom videre. Afsted mod Tupiza...
Vi havde brugt vores bustur sammen med en columbiansk goejler, der havde besluttet sig for at foelge os over graensen. Tanken er soed, men hans enormt hurtige spansk gjorde det umuligt at kommunikere med manden! Saa vi forlod ham, for at finde et engelsktalende menneske, for at forstaa de vrede bolivianer!
De engelsketalende mennesker fandt vi, men forstod aldrig hvorfor de var sure. Den eneste info man kunne faa ud af de utilfredse bolivianer paa broen var "det er politisk". Bolivia = et land i oproer!
Naeste dag havde de 5 strejkende, blokerende og lettere utilfredse mennesker besluttet sig for at gaa hjem, saa vi kunne passere graensen.
Flugt fandt vi en bus mod Tupiza, men lige lidt vidste vi, at vi inden for de naeste 5 min skulle vaere ofre for et gement, udspekuleret, kriminelt geni´s uhumske og gennemtaenkte gerninger. Helt uskyldige sad vi i bussen da pludseligt et vaerre virrevar startede og en kasket klaedt herre rev tasken med halvdelen af vores ejendomme ud af meretes haand.
En helhjertet jagt gik i gang efter dette kriminelle geni, men som en skygge forsvandt han i den travle menneskemaengde og vi maatte indse at pas, billeder, bog, ipod og andet godt var forevigt tabt i den bolivianske graenseby Villazon.
Og saadan gik det til at vi en tidlig onsdag morgen befandt os paa en boliviansk politistation. Og hvilket syn. Foerst skulle vi lige vente paa at vi kunne faa lov til at komme ind paa politistationen. Uheldigvis kom vi lige som de var ved at faa ordre for den kommende dag.
Men da vi endelig kom ind i det 30 kvm store rum, men 10 guld spejle, meget praktiske transportable skrivemaskiner fra 1950 og naturligvis billeder af folk med eksploderede krainer, afhuggede lemmer og aabnekoedsaar, moedte vi faktisk en engelsktalende dame (vi havde ellers forberedt os paa den store forklaringsrunde med store fagter og advancerede spanske gloser, men nae om man kunne faa lov til det)
Meretes pas blev efter det saa til en politirapport, hvor halvdelen var stavet forkert og mit navn af en eller anden grund ogsaa skulle indgaa. "Det er onsdag, det er koldt, Merete Grane Larsen har vaeret offer for en forfaerdelig forbrydelse" Det mener jeg bestemt, der staar.
Naa men op med hovedet ven, tag en kiks og kom videre. Afsted mod Tupiza...
tirsdag den 17. juni 2008
Tucuman igen igen - og saa paa en helligdag
Dagen i Tucuman skulle bruges paa at finde toej - eftersom Merete havde glemt alt sit ved vandfaldene - og saa skulle vi sige farvel til Salome..
Foerste streg i regningen - vi traeder ud paa gaden og alt er doedt. Det gaaar op for os det er helligdag - hvorfor aner vi ikke, men alt er lukket.. Vi finder dog en lille cafe, som har aaben hvor vi kan faa noget morgenmad og masser af kaffe..
Vejret er godt og det bliver humoeret ogsaa. vi gaar lidt rundt i Byen og finder en park hvor vi slaar os ned og nyder solen, som vi ikke har set laengere..
Derefter staar den paa frokost og saa lidt taagen fodbold i en cafe og saa naeremer tiden sig bustid.. Et sidste maaltid paa restaurant med Salome og der sidder vi meget taet paa centrum og 20.15 mas o menos lever byen op.. Folk kommer koerende med dythaarnet i bund og med kvinder haengende ud af vinduerne mens de hamre paa grydelaag.. Alle biler og gaaende soeger mod centrum og hvad det betyder aner vi ikke.. Men vi blev noedt til at sige farvel til Salome og finde vores bus mod braenseland.. Saa der gik vi mellem et spetakel af dytten og grydelaag og graed en lille smule, for nu er vi helt alene i verden igen..
Men op paa bussen og 10 timer senere ankom vi til graenseland.. Fortsaettelse folger og tro os - det bliver spaendende..
Foerste streg i regningen - vi traeder ud paa gaden og alt er doedt. Det gaaar op for os det er helligdag - hvorfor aner vi ikke, men alt er lukket.. Vi finder dog en lille cafe, som har aaben hvor vi kan faa noget morgenmad og masser af kaffe..
Vejret er godt og det bliver humoeret ogsaa. vi gaar lidt rundt i Byen og finder en park hvor vi slaar os ned og nyder solen, som vi ikke har set laengere..
Derefter staar den paa frokost og saa lidt taagen fodbold i en cafe og saa naeremer tiden sig bustid.. Et sidste maaltid paa restaurant med Salome og der sidder vi meget taet paa centrum og 20.15 mas o menos lever byen op.. Folk kommer koerende med dythaarnet i bund og med kvinder haengende ud af vinduerne mens de hamre paa grydelaag.. Alle biler og gaaende soeger mod centrum og hvad det betyder aner vi ikke.. Men vi blev noedt til at sige farvel til Salome og finde vores bus mod braenseland.. Saa der gik vi mellem et spetakel af dytten og grydelaag og graed en lille smule, for nu er vi helt alene i verden igen..
Men op paa bussen og 10 timer senere ankom vi til graenseland.. Fortsaettelse folger og tro os - det bliver spaendende..
Vand, vand og endnu et par kroeblinge
Med forventingerne i vejret tog de tre banditos mod det laegendariske vandfald Iguazu. Et vandfald saa enormt at det boer beskues fra 3 sider. Nemlig den argentinske, brasilianske og den lidt ukendte (men helt sikkert ogsaa flotte) paraguayske. Dog valgte vi kun den argentinske.
Siden vi forlod vores trofaste foelgesvend Franchie i Salta, har vejrguderne graedt. Det regnede aerlig talt i Iguazu! Men paa den eneste dag uden regn, fik vi set vandet. Ikke helt alene. Der var "faa" andre turister og lokale, der havde faaet samme ide den dag. Og vi fulgtes med en australier (hvis navn han insisterede paa vi gaettede (nemt: Richard)). Det der var lidt specielt ved ham, var at kan 6 uger foer var faldet ned fra en vaek (i forsoeget paa at faa det perfekte billede) og gik med en skinne og stok. We really know how to pick them.
At se vandfaldet er at gaa i mellem dem og at tage en baad ud i bland de mange vandfald. Sidstnaevnte kan bestemt ikke anbefales, med mindre du er fuldstaendig vandtaet. Turen for 60 pesos (gang med 1.5 og du har det i kr) bestod af en tur paa sammenlagt 12 min. 4 hvor baaden stopper foran vandfaldene og en guide raaber: "picture, foto, picture" den resterende tid bruges og suse ind igennem vandfaldene, hvilket sikkert ville have vaeret forfriskende om sommeren. Jeg vil vaave at paastaa min meget omfattende og dominerende forkoelelse stammer fra denne berygtede tur!
Saa uden at have set alt skyndte vi os hjem for at blive toere. Og godt vi gjorde det, for naesten saa snart som vi var kommet ind i toervejr, begyndte et ordenligt regnskyld! Det stod ned i laarfede straaler! (har beviser) Og om aften begyndte torden og lynild!
Loerdag bestod egentlig bare af at finde udaf hvad vi gjorde. Planen var oprindelig brasilien, men tid og mulighed for at komme ind i bolivia fra brasilien var lidt for ringe, saa de kloge unge mennesker ville tage tilbage gennem argentina og derefter bolivia.
Det eneste der nu bare var at goere var at vente paa natbussen. Men da vejret gjorde det umuligt for at spasere rundt i byen, blev det meste af dagen tilbragt med fodbold og enorme maengder kaffe!
Efter at have forladt Franchie er det ikke kun vejret der har spillet os et pus. Da vi ankommer til busstationen, kommer informations damen hen til os og siger alle busser er aflyst. Argentinerne strejker, demonstrerer og slaes paa gaden! Dette resulterede i at vores medpassagere og os matte indse at vi ville vaere strandet i Iguazu, og saa paa en soendag. Den vaerste dag af alle i Sydamerika: Doed!
Der blev raabt, graedt, truet og proteseret men det saa ikke ud til at vi kunne forlade Iguazu (byen som egentlig kun besoeges pga vandfaldene). Pludselig var der lys, da informationsdamen havde talt med store bogstaver med en ukendt mand i en laengere periode. Vores bus koerte, som en af de eneste. Kun fordi vores rute ikke var forbi den agressive argentinske strejkende befolkning.
Aah, men vi slap vaek. En masse turister, deriblandt endnu en kroebling, som kendte det gamle husmandsraad, en braekket fod loebes vaek. Han gaar nu med skinne, uden af vide om der skal opereres.
Men efter 24 ankom vi udmattede til Tucuman (Man troede aldrig man skulle komme tilbage)
Siden vi forlod vores trofaste foelgesvend Franchie i Salta, har vejrguderne graedt. Det regnede aerlig talt i Iguazu! Men paa den eneste dag uden regn, fik vi set vandet. Ikke helt alene. Der var "faa" andre turister og lokale, der havde faaet samme ide den dag. Og vi fulgtes med en australier (hvis navn han insisterede paa vi gaettede (nemt: Richard)). Det der var lidt specielt ved ham, var at kan 6 uger foer var faldet ned fra en vaek (i forsoeget paa at faa det perfekte billede) og gik med en skinne og stok. We really know how to pick them.
At se vandfaldet er at gaa i mellem dem og at tage en baad ud i bland de mange vandfald. Sidstnaevnte kan bestemt ikke anbefales, med mindre du er fuldstaendig vandtaet. Turen for 60 pesos (gang med 1.5 og du har det i kr) bestod af en tur paa sammenlagt 12 min. 4 hvor baaden stopper foran vandfaldene og en guide raaber: "picture, foto, picture" den resterende tid bruges og suse ind igennem vandfaldene, hvilket sikkert ville have vaeret forfriskende om sommeren. Jeg vil vaave at paastaa min meget omfattende og dominerende forkoelelse stammer fra denne berygtede tur!
Saa uden at have set alt skyndte vi os hjem for at blive toere. Og godt vi gjorde det, for naesten saa snart som vi var kommet ind i toervejr, begyndte et ordenligt regnskyld! Det stod ned i laarfede straaler! (har beviser) Og om aften begyndte torden og lynild!
Loerdag bestod egentlig bare af at finde udaf hvad vi gjorde. Planen var oprindelig brasilien, men tid og mulighed for at komme ind i bolivia fra brasilien var lidt for ringe, saa de kloge unge mennesker ville tage tilbage gennem argentina og derefter bolivia.
Det eneste der nu bare var at goere var at vente paa natbussen. Men da vejret gjorde det umuligt for at spasere rundt i byen, blev det meste af dagen tilbragt med fodbold og enorme maengder kaffe!
Efter at have forladt Franchie er det ikke kun vejret der har spillet os et pus. Da vi ankommer til busstationen, kommer informations damen hen til os og siger alle busser er aflyst. Argentinerne strejker, demonstrerer og slaes paa gaden! Dette resulterede i at vores medpassagere og os matte indse at vi ville vaere strandet i Iguazu, og saa paa en soendag. Den vaerste dag af alle i Sydamerika: Doed!
Der blev raabt, graedt, truet og proteseret men det saa ikke ud til at vi kunne forlade Iguazu (byen som egentlig kun besoeges pga vandfaldene). Pludselig var der lys, da informationsdamen havde talt med store bogstaver med en ukendt mand i en laengere periode. Vores bus koerte, som en af de eneste. Kun fordi vores rute ikke var forbi den agressive argentinske strejkende befolkning.
Aah, men vi slap vaek. En masse turister, deriblandt endnu en kroebling, som kendte det gamle husmandsraad, en braekket fod loebes vaek. Han gaar nu med skinne, uden af vide om der skal opereres.
Men efter 24 ankom vi udmattede til Tucuman (Man troede aldrig man skulle komme tilbage)
Sygepasser 1,2 og tre..
Saa fik vi smidt vores Israeler paa en bus mod Cafayate og vi var frie - Jubii...
Soendagen skulle bruges paa at genoplade efter turen paa landet, saa os piger tog paa cafe og paa marked for at se paa lokal craftsmanship, som de har i alle byer og alle steder, men skal jo ses og soendag er doedens dag oi Argentina, saa der var ikke meget andet at lave..
Vi ringede hjem koebte noget mad og gik til vores hostel for at lave det.. Da vi kommer holder der en ambulance foran vores hostel, men det taenker vi ikke videre over indtil vi gaar op paa vores vaerelse(hvor Frenchie skulle forestille at sove) men nej det var ham de var kommet for.. Han var ved bevidsthed, men han var bange.. Schweizeren koeret med i ambulancen og vi fik at vide hvor de ville bringe ham hen og vi tog en taxa der..
Det var skraemmende - vi vidste han havde nogle hjerteproblemer hjemme i Frankring, men viste ikke hvor alvorligt og hvad der var sket den dag.. Vi kommer til hospitalet finder receptionen og efter lange kommunikations vanskeligheder finder vi ud af at han ikke er der og de aner ikke hvor han er blevet koert hen..
Vi tager tilbage til hostel for at hente en telefon. Heldigvis har salome ringet og fortalt hvor de var, saa vi kunne tage derhen.. Frenchie var okay, men laa til observation, saa vi ventede med ham..
De lod ham gaa et par timer senere og vi tog "hjem" for at faa noget mad i Frenchie og ellers faa ham i seng og slappe af..
Menuen stod paa nuguies(ellers noget) som Salomes mor aabenbart er god til at lave, men de her var faerdigkoebte og uspiselige.. fik man dem i munden kunne man ikke faa dem ud af ganen igen.. mmm hvilket festmaaltid - it's potatoes but not potatoes - it's pasta but not pasta..
Resten af aftenen gik med hygge paa vaerelset med urtethe og chokolade..
Dagen efter skulle der laves praktiske ting, der skulle koebes sokker, sko, t-shirts og flere sokker.. Vi skulle ogsaa have nogle af Frenchies billeder, saa vi gikl ind i en foftobutik.. Mens vi arbejdede paa det fik Frenchie det skidt igen, det var samme start som dagen foer og for at vaere paa den sikre side tog vi igen paa hospitalet.. Han blev undersogt og saa henvist til en hjertespecialist.. Vi spiste frokost og tog allesammen hen til laegen hvor vi var i tre timer mens de tog en masse proever osv. - Problemet blev fundet og Frenchie fik nogle piller med besked om at han kunne rejse de naeste tog maaneder, men at han skulle have en "mindre" hjerteoperation naar han kommer tilbage til Frankrig.. - 21 aar og saa store hjerteproblemer det er ikke fair...
Vi maatte jo passe ham endnu en aften, for vi ville ikke have at han tog med en bus mod Bolivia for vi viste om han var okay.. Saa der blev lavet god lasagne med stor salat til og bagefter stod den endnu engang paa hygge med the..
Dagen efter skulle Salome paa en bustur til Cafyate og den grusomme trekant var forenet igen.. Dagen gik med ikke at lave for meget i frygt for at se endnu et hospital. Der blev spist snakket og saa i biografen.. aftenen blev der lavet mad og saa var det ved at vaere tid til at sige farvel..
Dagen efter skulle os to danskere og Salome mod vandfaldene.. Der blev pakket og booket en bus og saa maatte vi ellers sige farvel til vores kaere Frenchie, som vi havde rejst med i mere en to uger.. det er aldrig sjovt, men vi ser ham igen - det ved vi..
Ind i bussen med os og vinke vinke og saa kunne vi ellers se frem til 23 timer i bus, saa det var bare med at laegge sig til rette-..
Her slutter beretningen om vores kaere Frenchie(for denne gang) og snart vil I hoere om store vandfald og vaade europaere.. Maaske kan man endda friste med lidt oproer, protester og lukkede graenser.. Lyder det godt, ja saa maa man laese videre..
Soendagen skulle bruges paa at genoplade efter turen paa landet, saa os piger tog paa cafe og paa marked for at se paa lokal craftsmanship, som de har i alle byer og alle steder, men skal jo ses og soendag er doedens dag oi Argentina, saa der var ikke meget andet at lave..
Vi ringede hjem koebte noget mad og gik til vores hostel for at lave det.. Da vi kommer holder der en ambulance foran vores hostel, men det taenker vi ikke videre over indtil vi gaar op paa vores vaerelse(hvor Frenchie skulle forestille at sove) men nej det var ham de var kommet for.. Han var ved bevidsthed, men han var bange.. Schweizeren koeret med i ambulancen og vi fik at vide hvor de ville bringe ham hen og vi tog en taxa der..
Det var skraemmende - vi vidste han havde nogle hjerteproblemer hjemme i Frankring, men viste ikke hvor alvorligt og hvad der var sket den dag.. Vi kommer til hospitalet finder receptionen og efter lange kommunikations vanskeligheder finder vi ud af at han ikke er der og de aner ikke hvor han er blevet koert hen..
Vi tager tilbage til hostel for at hente en telefon. Heldigvis har salome ringet og fortalt hvor de var, saa vi kunne tage derhen.. Frenchie var okay, men laa til observation, saa vi ventede med ham..
De lod ham gaa et par timer senere og vi tog "hjem" for at faa noget mad i Frenchie og ellers faa ham i seng og slappe af..
Menuen stod paa nuguies(ellers noget) som Salomes mor aabenbart er god til at lave, men de her var faerdigkoebte og uspiselige.. fik man dem i munden kunne man ikke faa dem ud af ganen igen.. mmm hvilket festmaaltid - it's potatoes but not potatoes - it's pasta but not pasta..
Resten af aftenen gik med hygge paa vaerelset med urtethe og chokolade..
Dagen efter skulle der laves praktiske ting, der skulle koebes sokker, sko, t-shirts og flere sokker.. Vi skulle ogsaa have nogle af Frenchies billeder, saa vi gikl ind i en foftobutik.. Mens vi arbejdede paa det fik Frenchie det skidt igen, det var samme start som dagen foer og for at vaere paa den sikre side tog vi igen paa hospitalet.. Han blev undersogt og saa henvist til en hjertespecialist.. Vi spiste frokost og tog allesammen hen til laegen hvor vi var i tre timer mens de tog en masse proever osv. - Problemet blev fundet og Frenchie fik nogle piller med besked om at han kunne rejse de naeste tog maaneder, men at han skulle have en "mindre" hjerteoperation naar han kommer tilbage til Frankrig.. - 21 aar og saa store hjerteproblemer det er ikke fair...
Vi maatte jo passe ham endnu en aften, for vi ville ikke have at han tog med en bus mod Bolivia for vi viste om han var okay.. Saa der blev lavet god lasagne med stor salat til og bagefter stod den endnu engang paa hygge med the..
Dagen efter skulle Salome paa en bustur til Cafyate og den grusomme trekant var forenet igen.. Dagen gik med ikke at lave for meget i frygt for at se endnu et hospital. Der blev spist snakket og saa i biografen.. aftenen blev der lavet mad og saa var det ved at vaere tid til at sige farvel..
Dagen efter skulle os to danskere og Salome mod vandfaldene.. Der blev pakket og booket en bus og saa maatte vi ellers sige farvel til vores kaere Frenchie, som vi havde rejst med i mere en to uger.. det er aldrig sjovt, men vi ser ham igen - det ved vi..
Ind i bussen med os og vinke vinke og saa kunne vi ellers se frem til 23 timer i bus, saa det var bare med at laegge sig til rette-..
Her slutter beretningen om vores kaere Frenchie(for denne gang) og snart vil I hoere om store vandfald og vaade europaere.. Maaske kan man endda friste med lidt oproer, protester og lukkede graenser.. Lyder det godt, ja saa maa man laese videre..
Og tre blev til fire som blev til fem
Saa kom vi tilbage til Salta vores allesammens yndlingssted.. Men men men det traekker nu lidt at komme tilbage ud i en bil, saa dagen bliver brugt paa at planlaegge naeste tur rundt i den skonne Salta-region.. Vores franskmand (Frenchie) havde lidt problemer med penge, saa mens han loste det proevede vi empanadas fra forskellige smaa steder.. Vi spiste dem paa vores hostel og mens vi sad der kom en pige fra Schweiz og snakkede med os..
Salome hedder hun og det klikkede rigtig godt og da vi fandt ud af hun snakkede lidt spansk og ikke mindst forstod en del fransk, ja saa maatte vi jo headhunte hende til vores naeste roadtrip..
Saa det gjorde vi og fandt derefter ud af det var hendes foedselsdag, saa vi maate jo fejre hende og det blev gjort med verdens klammeste lagkage og en dele oel..
Roadtrip 3: Klokken ni tog vi ned for at hente vores bil og der modte vi en Israeler, som naermest inviterede sig selv med paa vores tur- vi taenkte okay det bliver billigere, men ikke alt handler om penge fandt vi ud senere efter 3 dage med militaer manden fra Israel..
Naa men afsted gik det - fem mennesker i en Fiat og saa afsted ud paa landet.. Stille dag med frokost i det groenne og saa kom vi til San Antonio de los Cobres, som ligger i en hoejde af 3700m
Herfra tog vi hen for at se og bestige en sidsyg hoej jernbanebro, som paa toppen var i en hoejde af 5000m. Naar man saadan skal gaa et lille stykke i den hoejde, ja saa foeler man sig 70 og det er ikke sjovt.. Men vi klarede den og bagefter var det helt "befriende" at komme ned i 3700m hoejde..
Vi tjekkede ind paa et pink Hosteria i San Antonio og fandt noget mad og saa stod den ellers paa barbiefilm og saa var det tid til at forsoge at sove.. Man tror ikke hoejdesyge vil ramme en, men det goer det og det rammer haardt..
Naeste dag gik turen videre mod Humahumaca.. Paa vejen saa vi en kaempe saltflat - hvidt saa lang oejet raekker og med de her kaempe spraekker.. Saa stod den paa frokost blandt regnbuefarvede bjerge og saa ellers mod Humahumaca, som var vores landsby for natten..
Aftenen blev brugt paa at lave mad.. det foregik ved at grille kaempe boeffer paa grill og lave groentsager over et lille trankia-blus i en baggaard et eller andet sted... Havde selvfoelgelig koebt maden uden at undersoege om der var et koekken hvor vi boede, men det blev en kaempe sucess alligevel..
Dagen efter skulle vi til en lille landsby Iruya, som er en lille hvid landsby mellem de forskellige farvede bjerge.. Turen dertil var, som vi er ved at vaere vant til, gravelroad op og ned af bjerge.. men med vores 80'er musik i anlaegget og Frenchie bag rattet, saa gik det naesten smertefrit..
Efter at have set byen og spist lidt empanadas til at holde maven igang.. Ville vores "kaere" israeler ud at udforske omraadet i bilen.. Det er saadan set ogsaa fint nok, hvis vi havde en 4-hjulstraekker, men vi havde altsaa en herlig Fait, saa resultatet var selvfolgelig, at vi koerte fast.. Ud sprang vi fire andre for at skubbe og efter at have siddet fast 3 steder fik vi endelig Fait'en paa rette kurs.. Det kostede kun en oedelagt skulder og en masse vrede piger..
Saa gik turen tilbage mod Salta hvor der trods alt var asfalt, men det var stadig op og ned af bjerge.. Det gik fint med at koere indtil Israeleren igen satte sig bag rattet og skulle vise os hvordan det skulle goeres.. Saa den gik med 80km/t i 2. gear og der er godt benzinstanden.. Men men men han var jo manden, saa vi sad paent og kiggede paa omdrejningstaellereren og sang ellers med paa vores skoenne 80' er musik endnu engang. Da vi var 60km fra Salta begyndt lampen at lyse for benzin og da vi var 14 km foer turde vi ikke fortsaette.. Saa vi holdt ind i en lille bitte landsby, som angiveligt skulle have en tankstation, men nej..
Vi fandt dog en flink mand der viste os hen til en lille kiosk hvor damen havde en tank, saa vi fik haeldt 8 liter i en dunk og udleveret en overskaaret colaflaske og saa var Fiat'en reddet..
Jep Israeleren var efterhaanden en populaer mand, saa han fik lov at koere resten af vejen mens vi andre fire delte et par oel og selvfolgelig sang med paa vores 80' er musik..
Vi klarede den til salta og der stod loerdag aften paa god koed og hygge..
Salome hedder hun og det klikkede rigtig godt og da vi fandt ud af hun snakkede lidt spansk og ikke mindst forstod en del fransk, ja saa maatte vi jo headhunte hende til vores naeste roadtrip..
Saa det gjorde vi og fandt derefter ud af det var hendes foedselsdag, saa vi maate jo fejre hende og det blev gjort med verdens klammeste lagkage og en dele oel..
Roadtrip 3: Klokken ni tog vi ned for at hente vores bil og der modte vi en Israeler, som naermest inviterede sig selv med paa vores tur- vi taenkte okay det bliver billigere, men ikke alt handler om penge fandt vi ud senere efter 3 dage med militaer manden fra Israel..
Naa men afsted gik det - fem mennesker i en Fiat og saa afsted ud paa landet.. Stille dag med frokost i det groenne og saa kom vi til San Antonio de los Cobres, som ligger i en hoejde af 3700m
Herfra tog vi hen for at se og bestige en sidsyg hoej jernbanebro, som paa toppen var i en hoejde af 5000m. Naar man saadan skal gaa et lille stykke i den hoejde, ja saa foeler man sig 70 og det er ikke sjovt.. Men vi klarede den og bagefter var det helt "befriende" at komme ned i 3700m hoejde..
Vi tjekkede ind paa et pink Hosteria i San Antonio og fandt noget mad og saa stod den ellers paa barbiefilm og saa var det tid til at forsoge at sove.. Man tror ikke hoejdesyge vil ramme en, men det goer det og det rammer haardt..
Naeste dag gik turen videre mod Humahumaca.. Paa vejen saa vi en kaempe saltflat - hvidt saa lang oejet raekker og med de her kaempe spraekker.. Saa stod den paa frokost blandt regnbuefarvede bjerge og saa ellers mod Humahumaca, som var vores landsby for natten..
Aftenen blev brugt paa at lave mad.. det foregik ved at grille kaempe boeffer paa grill og lave groentsager over et lille trankia-blus i en baggaard et eller andet sted... Havde selvfoelgelig koebt maden uden at undersoege om der var et koekken hvor vi boede, men det blev en kaempe sucess alligevel..
Dagen efter skulle vi til en lille landsby Iruya, som er en lille hvid landsby mellem de forskellige farvede bjerge.. Turen dertil var, som vi er ved at vaere vant til, gravelroad op og ned af bjerge.. men med vores 80'er musik i anlaegget og Frenchie bag rattet, saa gik det naesten smertefrit..
Efter at have set byen og spist lidt empanadas til at holde maven igang.. Ville vores "kaere" israeler ud at udforske omraadet i bilen.. Det er saadan set ogsaa fint nok, hvis vi havde en 4-hjulstraekker, men vi havde altsaa en herlig Fait, saa resultatet var selvfolgelig, at vi koerte fast.. Ud sprang vi fire andre for at skubbe og efter at have siddet fast 3 steder fik vi endelig Fait'en paa rette kurs.. Det kostede kun en oedelagt skulder og en masse vrede piger..
Saa gik turen tilbage mod Salta hvor der trods alt var asfalt, men det var stadig op og ned af bjerge.. Det gik fint med at koere indtil Israeleren igen satte sig bag rattet og skulle vise os hvordan det skulle goeres.. Saa den gik med 80km/t i 2. gear og der er godt benzinstanden.. Men men men han var jo manden, saa vi sad paent og kiggede paa omdrejningstaellereren og sang ellers med paa vores skoenne 80' er musik endnu engang. Da vi var 60km fra Salta begyndt lampen at lyse for benzin og da vi var 14 km foer turde vi ikke fortsaette.. Saa vi holdt ind i en lille bitte landsby, som angiveligt skulle have en tankstation, men nej..
Vi fandt dog en flink mand der viste os hen til en lille kiosk hvor damen havde en tank, saa vi fik haeldt 8 liter i en dunk og udleveret en overskaaret colaflaske og saa var Fiat'en reddet..
Jep Israeleren var efterhaanden en populaer mand, saa han fik lov at koere resten af vejen mens vi andre fire delte et par oel og selvfolgelig sang med paa vores 80' er musik..
Vi klarede den til salta og der stod loerdag aften paa god koed og hygge..
Salta - home away from home
Det skal ikke vaere nogen hemlighed, Salta er mulighedernes by. Om hvert hjoerne dukker et nyt adventure frem. Man skal ikke lede laenge efter udfordringer i Salta! Derfor blev vi der en dag!
Straks som vi kom var vi vaek igen.
Roadtrip 2: I vores trofaste Gol Jazzie koerte den triumperende trio mod nye eventyr. Denne gang gik turen mod Cafayate. Selve byen var ikek vores egentlige maal, men turen dertil!
Fanstastiske bjerg-formationer hvor trekking skoene blev sat paa en proeve! Og jeg kan godt fortaelle de bestod til ug. Udertegnet (Tanja) gik op af en stortset vertikal vaek!
Paa vores lille soendags udflugt gjorde vi et hold, hvor vores franske barn kom i snak med de lokale musiker, som nartuligvis spillede her midt i ingenmandsland!
Efter dette foelte vi os noedsaget til at koebe deres cd, og hvilken cd! Resten af turen koerte den paa repeat. (Beklager, den kan ikke koebes i det lokale supermarkede) Det skal ige naevnes at cden var ungefaahr 30 min lang og turen tilbage var 9 timer. Saa paa trods af at der kun spilles og ikke synges pa dette pragt eksempel af en cd, kan vi den alle by heart!
Hele dagen blev brugt paa stop ved de forskellige farvede bjerge, rookclimbing og frokost paa et bjerg. (Udfordringer for os har vaeret altid at finde det mest maerkvaerdige sted at spise frokost, og det lykkes gang paa gang)
Vi stoppede i Cafayate natten over, hvos vores "barn" mente at det var en noedvendighed at koebe coca. (blade som de lokale konstant ses gumlende paa, selv politiet dyrker denne droevtyggende hobby) Men han fandt sin coca og afproevede det. Coca har en meget afslappende virkning foerste gang man prover det, saa han sov 12 timer den nat.
Dagen efter koerte vi mod Cachi. Gravel road! Men det er intet problem for os i vores lille Gol! Som en lyn var vi i Cachi! En soed lille hoejt liggede by, som er nem at finde ind i, men djaevelsk svaer at finde ud af. Dog godt hjulpet af vores altid "i can ask" fransk mand fandt vi til sidste ud.
Vejen fra cachi var en hovedvej. Det skal naevnes, at ordet hovedvej bruges i flaeng hernede! Merete kastede sig ud i noget af en slalom koersel ned at bjerget og maatte overhale dvs trucks med mindst 4 mennesker, en hund og 20 kasser bag paa ladet. Vejen var hvad vi paa godt jysk vil kalde noget traels moeg! Dog med de mest noedvendig advarsels-skilte: "Nej du maa ikke cykle her", "pas paa koer"(hvilket godt kunne blive noedvendigt, idet koerne gik frit paa de stejle bjerge. Der maa have vaeret et faelles selvmordsoenske bland de brogede), "Du bliver overvaaget med satalit, koer kun 30 km", "haeftig vind, traer vil vaelte","nu maa du godt cykle".
Men vi fandt hjem til Salta.
Salta-home away from home (forklaring foelger)
Straks som vi kom var vi vaek igen.
Roadtrip 2: I vores trofaste Gol Jazzie koerte den triumperende trio mod nye eventyr. Denne gang gik turen mod Cafayate. Selve byen var ikek vores egentlige maal, men turen dertil!
Fanstastiske bjerg-formationer hvor trekking skoene blev sat paa en proeve! Og jeg kan godt fortaelle de bestod til ug. Udertegnet (Tanja) gik op af en stortset vertikal vaek!
Paa vores lille soendags udflugt gjorde vi et hold, hvor vores franske barn kom i snak med de lokale musiker, som nartuligvis spillede her midt i ingenmandsland!
Efter dette foelte vi os noedsaget til at koebe deres cd, og hvilken cd! Resten af turen koerte den paa repeat. (Beklager, den kan ikke koebes i det lokale supermarkede) Det skal ige naevnes at cden var ungefaahr 30 min lang og turen tilbage var 9 timer. Saa paa trods af at der kun spilles og ikke synges pa dette pragt eksempel af en cd, kan vi den alle by heart!
Hele dagen blev brugt paa stop ved de forskellige farvede bjerge, rookclimbing og frokost paa et bjerg. (Udfordringer for os har vaeret altid at finde det mest maerkvaerdige sted at spise frokost, og det lykkes gang paa gang)
Vi stoppede i Cafayate natten over, hvos vores "barn" mente at det var en noedvendighed at koebe coca. (blade som de lokale konstant ses gumlende paa, selv politiet dyrker denne droevtyggende hobby) Men han fandt sin coca og afproevede det. Coca har en meget afslappende virkning foerste gang man prover det, saa han sov 12 timer den nat.
Dagen efter koerte vi mod Cachi. Gravel road! Men det er intet problem for os i vores lille Gol! Som en lyn var vi i Cachi! En soed lille hoejt liggede by, som er nem at finde ind i, men djaevelsk svaer at finde ud af. Dog godt hjulpet af vores altid "i can ask" fransk mand fandt vi til sidste ud.
Vejen fra cachi var en hovedvej. Det skal naevnes, at ordet hovedvej bruges i flaeng hernede! Merete kastede sig ud i noget af en slalom koersel ned at bjerget og maatte overhale dvs trucks med mindst 4 mennesker, en hund og 20 kasser bag paa ladet. Vejen var hvad vi paa godt jysk vil kalde noget traels moeg! Dog med de mest noedvendig advarsels-skilte: "Nej du maa ikke cykle her", "pas paa koer"(hvilket godt kunne blive noedvendigt, idet koerne gik frit paa de stejle bjerge. Der maa have vaeret et faelles selvmordsoenske bland de brogede), "Du bliver overvaaget med satalit, koer kun 30 km", "haeftig vind, traer vil vaelte","nu maa du godt cykle".
Men vi fandt hjem til Salta.
Salta-home away from home (forklaring foelger)
mandag den 9. juni 2008
Mad italien driving skills
Endnu engang skal jeg staerkt beklage den langsomhed, der udvises af undertegnet og foelgesvend! Skammer os meget!
Men forsaetter hvor vi slap, nemlig i San juan. Efter vores lille besoeg i internetcaféen, hvor vi skrev sidst, blev vi i hostelet inviteret med til en tur i maanelandeskabet af to soede unge mennesker fra italien. (som naesten snakkede engelsk). Vi lejede en bil og koerte med dem.
Foerst skal jeg indroemme jeg var en smule nervoes for at koere i det Argentinske, for naar man gaar paa gaden virker det umiddelbart som om de koere som gale! Dog forsvandt frygten hurtigt da vi kom i gang med turen. det forstaar man hvis man har koert i Italien!
Maanelandskabet var en fantastisk oplevelse og desvaerre ikke noget der kan beskrives med ord, men skal ses (bare rolig, jeg har taget billeder). Dog en meget dominerende guide, som naegtede at fremsige sin tydelige lidt for gennemoevede tale, hvis vi ikke alle sammen stod mindst indenfor en meteres radius. Rundturen i maanlandskabet blev desuden staerkt forlaenget af den utroelige maengde pensionister, der ved hver enkel sten formation foelte det noedvendigt at tage et kaempe gruppe billede!
Efter San Juan forsatte vi til Tucuman (Nord paa mod varme!!) Her modte vi en gammel kending Arnaud, fransk mand, sidst ses i Santiargo Chile. Med ham lejede vi ligeledes en bil (det er den bedste maade at opleve det rigtige argentina paa) og ja vi koerte alle sammen og uden skrammer.
Roadtrip 1: Tog en turist tur omkring Tucuman. Det startede med at vi koerte til de omkringliggende bjerge. Vi startede turen i en landskab, som jeg umiddelbart vil betegne som meget doedt, men saa snart vi koerte lidt op i bjergene skete der en drastisk forandring. Det halvdoede lanskab blev meget frodigt og fugtigt. Og da vi kom saa hoejt at vi ramte en sky begyndte, der at vaere et tynd lag frost paa bladene. Vi saa de smaa byer, koebte enorme stykker skine og ost (argentisk specialitet) hos en lokal kvindelig koebmand og spiste frokost ved en flod.Alt i alt en meget succesfull dag!
Men forsaetter hvor vi slap, nemlig i San juan. Efter vores lille besoeg i internetcaféen, hvor vi skrev sidst, blev vi i hostelet inviteret med til en tur i maanelandeskabet af to soede unge mennesker fra italien. (som naesten snakkede engelsk). Vi lejede en bil og koerte med dem.
Foerst skal jeg indroemme jeg var en smule nervoes for at koere i det Argentinske, for naar man gaar paa gaden virker det umiddelbart som om de koere som gale! Dog forsvandt frygten hurtigt da vi kom i gang med turen. det forstaar man hvis man har koert i Italien!
Maanelandskabet var en fantastisk oplevelse og desvaerre ikke noget der kan beskrives med ord, men skal ses (bare rolig, jeg har taget billeder). Dog en meget dominerende guide, som naegtede at fremsige sin tydelige lidt for gennemoevede tale, hvis vi ikke alle sammen stod mindst indenfor en meteres radius. Rundturen i maanlandskabet blev desuden staerkt forlaenget af den utroelige maengde pensionister, der ved hver enkel sten formation foelte det noedvendigt at tage et kaempe gruppe billede!
Efter San Juan forsatte vi til Tucuman (Nord paa mod varme!!) Her modte vi en gammel kending Arnaud, fransk mand, sidst ses i Santiargo Chile. Med ham lejede vi ligeledes en bil (det er den bedste maade at opleve det rigtige argentina paa) og ja vi koerte alle sammen og uden skrammer.
Roadtrip 1: Tog en turist tur omkring Tucuman. Det startede med at vi koerte til de omkringliggende bjerge. Vi startede turen i en landskab, som jeg umiddelbart vil betegne som meget doedt, men saa snart vi koerte lidt op i bjergene skete der en drastisk forandring. Det halvdoede lanskab blev meget frodigt og fugtigt. Og da vi kom saa hoejt at vi ramte en sky begyndte, der at vaere et tynd lag frost paa bladene. Vi saa de smaa byer, koebte enorme stykker skine og ost (argentisk specialitet) hos en lokal kvindelig koebmand og spiste frokost ved en flod.Alt i alt en meget succesfull dag!
Dag nr to paa vores roadtrip med Arnaud tog vi ud for at se nogle gamle ruiner Quilmes (bonusinfo: de giver navn til den lokale oel. bonus info nr 2: oel er billigt og bestilles de i en bar, kommer de i liters flasker(det er svaert at vaere smart med en 30 cm flaske oel i haanden)) Ruinerne er bygget op af et bjerg, og var et gammelt ford hvorfra de gamle infoedte argentiner kunne bekaemper fjender fra hoejden. Vi fik en grundig gennemgang af de gamle "ikke-inkaers" historie, uheldigvis var guiden spansk og meget got lost i translation. Endnu en dag, endnu et eventyr!
Forsaettelse foelger..
fredag den 23. maj 2008
Vandmangel=usammenhaengende tekst..
Tilbage er vi... Tror maaske ikke det sidste indlaeg giver nogen mening, men det er fordi vi lige har kort 20 timer i bus og er i serios vandmangel og ubalance..
Men tager lige en taar vand og fortsaetter..
Vi var i Barilche i 4 dage intil vi fik nok af regn hver anden dag.. Vi besluttede os for at tage nordpaa og vaek fra regnen ( ville ellers gerne have set det laengere sydpaa, men det bliver engang med mere tid)
Vi satte os derfor i en bus fra Bariloche til Neuquen - i Neuquen satte vi os mere eller mindre direkte ind i en ny bus mod Mendoza- og i Mendoza satte vi os direkte ind i en bus til San Juan og det er saa her vi er nu..
Dermed slutter vores lille rejsen i firkant, saa fra nu af(indtil vi kommer paa nye planer) giver vores rejse mening, hvis man folger med paa et kort..
Hvor vi skal hen naeste gang ved vi ikke helt, men vi skal vist ud og kigge paa noget maanelandskab og saa maa vi se..
Vi har det skont her i Argentina, saa haaber i kan lide vores inlaeg - naeste gang er der ikke saa lang tid i mellem og saa lover vi at det hele giver meget mere mening.. hhhmmm
Men tager lige en taar vand og fortsaetter..
Vi var i Barilche i 4 dage intil vi fik nok af regn hver anden dag.. Vi besluttede os for at tage nordpaa og vaek fra regnen ( ville ellers gerne have set det laengere sydpaa, men det bliver engang med mere tid)
Vi satte os derfor i en bus fra Bariloche til Neuquen - i Neuquen satte vi os mere eller mindre direkte ind i en ny bus mod Mendoza- og i Mendoza satte vi os direkte ind i en bus til San Juan og det er saa her vi er nu..
Dermed slutter vores lille rejsen i firkant, saa fra nu af(indtil vi kommer paa nye planer) giver vores rejse mening, hvis man folger med paa et kort..
Hvor vi skal hen naeste gang ved vi ikke helt, men vi skal vist ud og kigge paa noget maanelandskab og saa maa vi se..
Vi har det skont her i Argentina, saa haaber i kan lide vores inlaeg - naeste gang er der ikke saa lang tid i mellem og saa lover vi at det hele giver meget mere mening.. hhhmmm
Argentina - Chile - Argentina
Hej allesammen..
Saa er vi endelig online igen..
Sidste blogindlaeg blev rent faktisk skrevet i Chile - jep det glemte vi at skrive, men det kolde hostel var i Satiago - Chile.. Vi valgte nemig efter Mendoza at kore gennem bjergene til landet paa den anden side og det var saa tilfaeldigvis Chile..
Vi brugte et par dage i Santiago paa dels at kobe varnt toj, dels se paa smog, for det var der virkelig basis for.. mmm skon by..
Efter Santiago gik turen mod Pucon 14 timer syd for Satiago,.. Maalet var at komme op paa vulkanen i naerheden, men da vejrudsigten lovede 10 dage med regn, matte vi indse, som saa mange gange for, at vi rejse ioffseason, og her er det ikke alt der gaar efter vores hoved..
Saa efter to dage i Pucon besluttede vi os for at forlade regnen og kore til Argentina igen.. Maalet var Bariloche og vi fandt frem til mere regn..
Tjekkede ind paa vores hostel og der modte vi mennekser vi kendte fra Mendoza..
Bariloche er chokolade hovedstaden i Argentina og saa har den et touch af Tyrol, men faktisk en fin fin by naar det en enkelt gang ikke regnede..
Vi fandt hurtigt chokolade-gaden/sports-gaden.. I Argentina har de det nemlig med at lave hele gader med samme tema, saa der mobelgader, bornetojsgader og ja her var der jo saa chokoladegaden.. tre forskellige chokolade steder naaede vi at prove paa vore 4 dage, fir When In Rome..
Vi besluttede os for en dag uden at regn, at lufte vores tyske og canadiske ven, saa vi skulle op paa et bjerg og se ud over det smukke lake-district.. Det var saadan set ogsaa fint nok, men vi valgte at vente 5km med at kigge paa kortet og det viste sig vi var gaaet 5km af den forkerte vej i firhold til at finde vejen op paa bjerget.. Men hvad gor man saa? . man improvisere og finder sin egen vej.. Saa vi fandt en grusvej der gik opad og saa begyndte vi ellers.. Det gik ogsaa fint et stykke vej, indtil vi lob tor for grusvej, men det stoppede os ikke, saa med Tanja og vores nye hund i spidsen begyndte vi ellers at offroade den.. Gennem vandfald og buske, gennem traer og pigge gik vores tur op at bjerget.. Men men men til sidst maatte vi give op og saa kunne vi ellers bare staa at ligge mod toppen med pigge i benet og saa ellers vende om og starte nedstigningen..
God dag var det og det lykkedes os at gore en bjerghund til en byhund - ikke vores stolteste prestation, men punk-pencil hedder den og den er muligvis dod, men vi vaelger at tro den er fundet tilbage til bjerget..
Langt indlaeg... ups starter lige et nyt..
Saa er vi endelig online igen..
Sidste blogindlaeg blev rent faktisk skrevet i Chile - jep det glemte vi at skrive, men det kolde hostel var i Satiago - Chile.. Vi valgte nemig efter Mendoza at kore gennem bjergene til landet paa den anden side og det var saa tilfaeldigvis Chile..
Vi brugte et par dage i Santiago paa dels at kobe varnt toj, dels se paa smog, for det var der virkelig basis for.. mmm skon by..
Efter Santiago gik turen mod Pucon 14 timer syd for Satiago,.. Maalet var at komme op paa vulkanen i naerheden, men da vejrudsigten lovede 10 dage med regn, matte vi indse, som saa mange gange for, at vi rejse ioffseason, og her er det ikke alt der gaar efter vores hoved..
Saa efter to dage i Pucon besluttede vi os for at forlade regnen og kore til Argentina igen.. Maalet var Bariloche og vi fandt frem til mere regn..
Tjekkede ind paa vores hostel og der modte vi mennekser vi kendte fra Mendoza..
Bariloche er chokolade hovedstaden i Argentina og saa har den et touch af Tyrol, men faktisk en fin fin by naar det en enkelt gang ikke regnede..
Vi fandt hurtigt chokolade-gaden/sports-gaden.. I Argentina har de det nemlig med at lave hele gader med samme tema, saa der mobelgader, bornetojsgader og ja her var der jo saa chokoladegaden.. tre forskellige chokolade steder naaede vi at prove paa vore 4 dage, fir When In Rome..
Vi besluttede os for en dag uden at regn, at lufte vores tyske og canadiske ven, saa vi skulle op paa et bjerg og se ud over det smukke lake-district.. Det var saadan set ogsaa fint nok, men vi valgte at vente 5km med at kigge paa kortet og det viste sig vi var gaaet 5km af den forkerte vej i firhold til at finde vejen op paa bjerget.. Men hvad gor man saa? . man improvisere og finder sin egen vej.. Saa vi fandt en grusvej der gik opad og saa begyndte vi ellers.. Det gik ogsaa fint et stykke vej, indtil vi lob tor for grusvej, men det stoppede os ikke, saa med Tanja og vores nye hund i spidsen begyndte vi ellers at offroade den.. Gennem vandfald og buske, gennem traer og pigge gik vores tur op at bjerget.. Men men men til sidst maatte vi give op og saa kunne vi ellers bare staa at ligge mod toppen med pigge i benet og saa ellers vende om og starte nedstigningen..
God dag var det og det lykkedes os at gore en bjerghund til en byhund - ikke vores stolteste prestation, men punk-pencil hedder den og den er muligvis dod, men vi vaelger at tro den er fundet tilbage til bjerget..
Langt indlaeg... ups starter lige et nyt..
onsdag den 14. maj 2008
Dulce de leche
Hello - Siden sidst er der sket en del..
Efter Buenos Aires tog vi en natbus til Mendoza, som ligger naer Andes Bjergene. Mums (udtales mumphs) Dag 1 var vi som altid usaedvanelig aktive. Vi fik en ny ven, gik i parken og spiste et ocean af pasta med tomat pjat.
Dag 2 i Mendoza tog vi paa vin tur. Dette foregik paa den mest forsvarlige maade, nemlig et stykke jern med hjul, som de her kalder en cykel. Vintur er praecist som navnet lyder, en cykeltur gennem det argentinske landskab, hvor man stopper ved samtlige bodagaer (vingaarde), faar en lille (til tider lidt for lang) rundvisning og smager paa deres brilliante vine. Sammen med en Nordmand og en Hollaender fik vi en dag til at gaa med spass og ballade i vinomraadet udenfor Mendoza (bonus info: 70 % af landet samlede vinproduction stammer herfra dette omraade). Dagen blev rundet af med en omgang pasta.
Dag 3 - Vi tog i zoo med to hollaendere+en normand og nej hvor var det sjovt.. Kaempe dyr i bitte smaa burer har gjort os til forkaempere for dyrenes rettigheder..
Efter at have set en tigre leve paa 4 kvadratmeter havde vi brug list brug for at fole os, som de frie mennesker vi er.. Og hvordan gor man det bedre end 1 time i 4x4 og saa springe ud fra et bjerg med en mand paa ryggen.. Det kaldes paragliding og hollaenderen siger "me like"
Efter dette rush sluttede vi af med gang pasta med olivenpate - aabenbart en hollandsk specialitet..
Vi vender staerkt tilbage om et par timer, nu skal vi finde varmt toj.. Vores nuvaerende hostel er nemlig antarktis og vi dele dorm med 4 pingviner og en polarbear fra Oslo..
Efter Buenos Aires tog vi en natbus til Mendoza, som ligger naer Andes Bjergene. Mums (udtales mumphs) Dag 1 var vi som altid usaedvanelig aktive. Vi fik en ny ven, gik i parken og spiste et ocean af pasta med tomat pjat.
Dag 2 i Mendoza tog vi paa vin tur. Dette foregik paa den mest forsvarlige maade, nemlig et stykke jern med hjul, som de her kalder en cykel. Vintur er praecist som navnet lyder, en cykeltur gennem det argentinske landskab, hvor man stopper ved samtlige bodagaer (vingaarde), faar en lille (til tider lidt for lang) rundvisning og smager paa deres brilliante vine. Sammen med en Nordmand og en Hollaender fik vi en dag til at gaa med spass og ballade i vinomraadet udenfor Mendoza (bonus info: 70 % af landet samlede vinproduction stammer herfra dette omraade). Dagen blev rundet af med en omgang pasta.
Dag 3 - Vi tog i zoo med to hollaendere+en normand og nej hvor var det sjovt.. Kaempe dyr i bitte smaa burer har gjort os til forkaempere for dyrenes rettigheder..
Efter at have set en tigre leve paa 4 kvadratmeter havde vi brug list brug for at fole os, som de frie mennesker vi er.. Og hvordan gor man det bedre end 1 time i 4x4 og saa springe ud fra et bjerg med en mand paa ryggen.. Det kaldes paragliding og hollaenderen siger "me like"
Efter dette rush sluttede vi af med gang pasta med olivenpate - aabenbart en hollandsk specialitet..
Vi vender staerkt tilbage om et par timer, nu skal vi finde varmt toj.. Vores nuvaerende hostel er nemlig antarktis og vi dele dorm med 4 pingviner og en polarbear fra Oslo..
onsdag den 7. maj 2008
Buenos Aires
Saa kom vi daelme til Argentina.. Det tog os godt 24 timer at finde det her land, men nu er vi her..
Buenos Aires er fandme stor hvis nogen skulle vaere i tvivl og deres metro er ikke blevet restaureret siden 1930..
Idag er sightseeing/kulturel superdag - vi har endelig fundet ud af hvad klokken er herned og hvad pengekursen er - det tog os kun et dogn.. Vi kan hermed glaedeligt berette en tidsforskel paa 5 timer.. og en valutakurs paa ca. 1.5 - er der nogen med indsigelser imod, `maa de gerne komme hurtigt, for det er det vi regner med..
Vores foerste bosted er nok det fineste vi kommer til at bo paa, men saa ligger vi ud med stil..
Vi foeler os lidt malplaceret paa skonne LA Perla, saa vi er efterhaanden klar til mere primitive vilkaar.. - vi regner med snart at tage en natbus mod Mendoza, saa hoerer i fra os igen..
Nu vil vi tage mod den japanske park, efter Tanja lige har koebt 4 par briller ( tingene er lige det billigere her).
alt vel her, selvom vi er de enester lyshaarede i Argentina. det er svaert ikke selv at foele sig som en turistatraktion. :)
Hej Hej
Buenos Aires er fandme stor hvis nogen skulle vaere i tvivl og deres metro er ikke blevet restaureret siden 1930..
Idag er sightseeing/kulturel superdag - vi har endelig fundet ud af hvad klokken er herned og hvad pengekursen er - det tog os kun et dogn.. Vi kan hermed glaedeligt berette en tidsforskel paa 5 timer.. og en valutakurs paa ca. 1.5 - er der nogen med indsigelser imod, `maa de gerne komme hurtigt, for det er det vi regner med..
Vores foerste bosted er nok det fineste vi kommer til at bo paa, men saa ligger vi ud med stil..
Vi foeler os lidt malplaceret paa skonne LA Perla, saa vi er efterhaanden klar til mere primitive vilkaar.. - vi regner med snart at tage en natbus mod Mendoza, saa hoerer i fra os igen..
Nu vil vi tage mod den japanske park, efter Tanja lige har koebt 4 par briller ( tingene er lige det billigere her).
alt vel her, selvom vi er de enester lyshaarede i Argentina. det er svaert ikke selv at foele sig som en turistatraktion. :)
Hej Hej
mandag den 28. april 2008
Tæller Timer
Vær hilset folk og fæ
Så, nu er det kun en uge tilbage. Som tiden dog flyver afsted når man har det sjovt.
Herinde vil vi forsøge at holde alle interesserede opdateret i vores færden ud i den store verden. Intet er planlagt ved denne tur, andet en nogle rimelige nødvendige fikspunkter, så som fly, hotel de første par nætter og vores inka vandring, en tur der skal bestilles ca et halvt år i forvejen.
Personligt kommer jeg nok først til rigtigt at glæde mig når arbejdet er lagt på hylden og man kan focuserer på rejsen og de millioner af ting man mener, at man mangler.
Alt for denne ombæring
Merete og Tanja
Så, nu er det kun en uge tilbage. Som tiden dog flyver afsted når man har det sjovt.
Herinde vil vi forsøge at holde alle interesserede opdateret i vores færden ud i den store verden. Intet er planlagt ved denne tur, andet en nogle rimelige nødvendige fikspunkter, så som fly, hotel de første par nætter og vores inka vandring, en tur der skal bestilles ca et halvt år i forvejen.
Personligt kommer jeg nok først til rigtigt at glæde mig når arbejdet er lagt på hylden og man kan focuserer på rejsen og de millioner af ting man mener, at man mangler.
Alt for denne ombæring
Merete og Tanja
Abonner på:
Opslag (Atom)