La Paz, La Passport

Mamacoca knows!

Efter en noget rystet tur paa grussti, ankom vi smadret og traette til La Paz. Med en adresse paa en hostel, hvor vores franske foelgesvend grangiveligt skulle befinde sig, kastede vi os hovedkluns ud i hovedstaden.
Men naesten foer vi havde smidt tasken paa hostel cactus, smuttede vi afsted med en ny adresse mellem haenderne. Av. Acne 2199 (vil altid huske den adresse) Den danske ambassade! Foerst maatte vi dog besoge en fotograf, som kunne tage nogle proffesionelle pasbilleder af en glad, humoerbombe efter den foeromtalte bustur, Merete. De har skills hernede! Med modelfotos uden lige og haab om det bedste, begav vi os mod det danske fristed i Bolivia.
Ambassaden ligger paa 9 sal, og vi fik hurtigt afklaret af pas og hjemrejse ikke ville blive det store problem. Dette fjernede en abnorm stor bekymring om at Tanja skulle forsaette eventyret alene. Det inroemmer jeg gerne, ikke lige var mit stoerte oenske!
Mad og bad, saa er jeg glad. Ellers ingen ting.
Naeste dag tog vi paa coca museum. Det er eksperter i coca-kunsten, der vender tilbage til dk. Alt her er coca. Kokain, coca-cola, the, religion, spaadom (mamacoca knows) og gumlende coca-farmere.

Deadroad: En cykeltur paa (vi er lidt uenige her) 64 km, 99 % ned af bakke og 1 % op. Turen starter i 4700 meters hoejde (hoejden begynder vi svagt at vende os til, men de lokale har noget stoerre lunger end os svage europaere) I klaedt et hoejt moderne, hightech, machende cykeltoej suste vi ned at asfalt vejen, med en guide, der havde besluttet sig for at tage saa mange billeder som muligt af de 4 aeggegule newbies. (den fjerde var en brasiliensk psykolog)
Men saa gik det op. Hjemme ville en bakke af den stoerrelse have vaeret en smal sag for de oevede cykelister, som vi vil efter mange aars intens cykling, paastaa at vi er. Men naar du cykler i 4 km hoejde, med gringo lunger, saa er det en lidt anden sag. Man aeldes 50 aar i loebet af sekunder og vejrtraekningen bliver tung. Man gaber, hjernen desperate forsoeg paa at faa luft, men naegter at give op! Det kan simpelthen ikke passe, at en bakke af den kaliber skal slaa benene vaek under en. Men det goer den.
Jeg naede toppen, trak de sidste 10 meter, men naede den. Men saa snart jeg smed cyklen i graesset kom kvalmen, efterfulgt af svimmelhed, krafterne forsvandt, armene ville ikke lystre og tilsidst blev det hvid. Det naeste der skete, var en styg lugt af alkohol, som brasilianeren havde smurt paa min hals, og langsomt kom jeg tilbage til farvefilm.
Dehydring er budet, men aldrig igen.. Ubehageligt er ikke ordet. De andre forsatte, mens jeg tilbragte det naeste stykke tid i bussen, som konstant fulgte efter vores gruppe.
Men da vi kom til junglen, blev jeg noed til at komme op paa jernhesten igen! Resten af turen forloeb smertefrit for mit vedkommende. Meretes ganger mistede kaeden og maatte udskiftes af en, som ikke helt levede op til vores standart.
Men turen pa grussti, gennem junglen, vandfald og snoede kurve var fantastisk. Og morsom! Bare rolig, guiden har taget baade film og 100 billeder. (der skal en staekt selections runde igang). Sem den foerste gruppe naaede vi bunden, det fejres med en oel, et "varmt" bad og et "udsoegt" maaltid paa med fodbold koerende i baggrunden.
Vi sover nu med t-shirtene "we survived the deathroad".