At bo paa en flydende oe

Vi kom over graensen, med noed og naeppe. Kun lidt let bestikkelse til politiet ved graesen, skaffede os de noedvendige stempler. Men ind kom vi.

Puno - let kaos, militaer boern og broeddamer med delicios pan paa hvert et gade hjoerne. Men folk kommer for at se de flydende oer.
Efter morgenmad spurgte vi manden i receptionen hvordan man lettest kom ud paa oen. Foer vi havde set os om, var vi i en taxa paa vej mod havnen, smidt paa en baad, med familien turist og mod de menneske skabte oer.
Som vi naermede os oerne, saa vi oerboerne kaste de lokale klaeder over fodboldtroejerne, stille sig paa en raekke og vinke, mens de raabte hola, paa deres helt speciele og laenge bevarede oe sprog. Hvorefter vores baadguide fortalte os, hvad vi skulle svare dette helt saerlige folkefaerd.
Paa oen fik vi en lille forestilling om hvordan det primitive liv nu foregik: familier blev slaaet sammen = oer slaaes sammen, familier blev uvenner = oer blev savet over! Oeerne var nemlig lavet af siv, som (alt afhaengende af aarstiden) hele fik endnu et lag siv.
Efter forestillingen blev vi med let tvang smidt paa en sivbaad, betjenet af en lille dreng, som var lillebror til praesidenten af oeren vi besoegte. Foer turen var ovre stoppede han baaden og sagde "5 soles". Sikken et laekkert og befriende liv paa oen.

Efter dette prageksemplar af en oplevelse forlod franskmanden os, fordi han havde modtaget en mail fra hans familie, at de nu var i copacabana. Saa han smuttede over graesen og vi smuttede til Cusco.