Dagen i Tucuman skulle bruges paa at finde toej - eftersom Merete havde glemt alt sit ved vandfaldene - og saa skulle vi sige farvel til Salome..
Foerste streg i regningen - vi traeder ud paa gaden og alt er doedt. Det gaaar op for os det er helligdag - hvorfor aner vi ikke, men alt er lukket.. Vi finder dog en lille cafe, som har aaben hvor vi kan faa noget morgenmad og masser af kaffe..
Vejret er godt og det bliver humoeret ogsaa. vi gaar lidt rundt i Byen og finder en park hvor vi slaar os ned og nyder solen, som vi ikke har set laengere..
Derefter staar den paa frokost og saa lidt taagen fodbold i en cafe og saa naeremer tiden sig bustid.. Et sidste maaltid paa restaurant med Salome og der sidder vi meget taet paa centrum og 20.15 mas o menos lever byen op.. Folk kommer koerende med dythaarnet i bund og med kvinder haengende ud af vinduerne mens de hamre paa grydelaag.. Alle biler og gaaende soeger mod centrum og hvad det betyder aner vi ikke.. Men vi blev noedt til at sige farvel til Salome og finde vores bus mod braenseland.. Saa der gik vi mellem et spetakel af dytten og grydelaag og graed en lille smule, for nu er vi helt alene i verden igen..
Men op paa bussen og 10 timer senere ankom vi til graenseland.. Fortsaettelse folger og tro os - det bliver spaendende..
tirsdag den 17. juni 2008
Vand, vand og endnu et par kroeblinge
Med forventingerne i vejret tog de tre banditos mod det laegendariske vandfald Iguazu. Et vandfald saa enormt at det boer beskues fra 3 sider. Nemlig den argentinske, brasilianske og den lidt ukendte (men helt sikkert ogsaa flotte) paraguayske. Dog valgte vi kun den argentinske.
Siden vi forlod vores trofaste foelgesvend Franchie i Salta, har vejrguderne graedt. Det regnede aerlig talt i Iguazu! Men paa den eneste dag uden regn, fik vi set vandet. Ikke helt alene. Der var "faa" andre turister og lokale, der havde faaet samme ide den dag. Og vi fulgtes med en australier (hvis navn han insisterede paa vi gaettede (nemt: Richard)). Det der var lidt specielt ved ham, var at kan 6 uger foer var faldet ned fra en vaek (i forsoeget paa at faa det perfekte billede) og gik med en skinne og stok. We really know how to pick them.
At se vandfaldet er at gaa i mellem dem og at tage en baad ud i bland de mange vandfald. Sidstnaevnte kan bestemt ikke anbefales, med mindre du er fuldstaendig vandtaet. Turen for 60 pesos (gang med 1.5 og du har det i kr) bestod af en tur paa sammenlagt 12 min. 4 hvor baaden stopper foran vandfaldene og en guide raaber: "picture, foto, picture" den resterende tid bruges og suse ind igennem vandfaldene, hvilket sikkert ville have vaeret forfriskende om sommeren. Jeg vil vaave at paastaa min meget omfattende og dominerende forkoelelse stammer fra denne berygtede tur!
Saa uden at have set alt skyndte vi os hjem for at blive toere. Og godt vi gjorde det, for naesten saa snart som vi var kommet ind i toervejr, begyndte et ordenligt regnskyld! Det stod ned i laarfede straaler! (har beviser) Og om aften begyndte torden og lynild!
Loerdag bestod egentlig bare af at finde udaf hvad vi gjorde. Planen var oprindelig brasilien, men tid og mulighed for at komme ind i bolivia fra brasilien var lidt for ringe, saa de kloge unge mennesker ville tage tilbage gennem argentina og derefter bolivia.
Det eneste der nu bare var at goere var at vente paa natbussen. Men da vejret gjorde det umuligt for at spasere rundt i byen, blev det meste af dagen tilbragt med fodbold og enorme maengder kaffe!
Efter at have forladt Franchie er det ikke kun vejret der har spillet os et pus. Da vi ankommer til busstationen, kommer informations damen hen til os og siger alle busser er aflyst. Argentinerne strejker, demonstrerer og slaes paa gaden! Dette resulterede i at vores medpassagere og os matte indse at vi ville vaere strandet i Iguazu, og saa paa en soendag. Den vaerste dag af alle i Sydamerika: Doed!
Der blev raabt, graedt, truet og proteseret men det saa ikke ud til at vi kunne forlade Iguazu (byen som egentlig kun besoeges pga vandfaldene). Pludselig var der lys, da informationsdamen havde talt med store bogstaver med en ukendt mand i en laengere periode. Vores bus koerte, som en af de eneste. Kun fordi vores rute ikke var forbi den agressive argentinske strejkende befolkning.
Aah, men vi slap vaek. En masse turister, deriblandt endnu en kroebling, som kendte det gamle husmandsraad, en braekket fod loebes vaek. Han gaar nu med skinne, uden af vide om der skal opereres.
Men efter 24 ankom vi udmattede til Tucuman (Man troede aldrig man skulle komme tilbage)
Siden vi forlod vores trofaste foelgesvend Franchie i Salta, har vejrguderne graedt. Det regnede aerlig talt i Iguazu! Men paa den eneste dag uden regn, fik vi set vandet. Ikke helt alene. Der var "faa" andre turister og lokale, der havde faaet samme ide den dag. Og vi fulgtes med en australier (hvis navn han insisterede paa vi gaettede (nemt: Richard)). Det der var lidt specielt ved ham, var at kan 6 uger foer var faldet ned fra en vaek (i forsoeget paa at faa det perfekte billede) og gik med en skinne og stok. We really know how to pick them.
At se vandfaldet er at gaa i mellem dem og at tage en baad ud i bland de mange vandfald. Sidstnaevnte kan bestemt ikke anbefales, med mindre du er fuldstaendig vandtaet. Turen for 60 pesos (gang med 1.5 og du har det i kr) bestod af en tur paa sammenlagt 12 min. 4 hvor baaden stopper foran vandfaldene og en guide raaber: "picture, foto, picture" den resterende tid bruges og suse ind igennem vandfaldene, hvilket sikkert ville have vaeret forfriskende om sommeren. Jeg vil vaave at paastaa min meget omfattende og dominerende forkoelelse stammer fra denne berygtede tur!
Saa uden at have set alt skyndte vi os hjem for at blive toere. Og godt vi gjorde det, for naesten saa snart som vi var kommet ind i toervejr, begyndte et ordenligt regnskyld! Det stod ned i laarfede straaler! (har beviser) Og om aften begyndte torden og lynild!
Loerdag bestod egentlig bare af at finde udaf hvad vi gjorde. Planen var oprindelig brasilien, men tid og mulighed for at komme ind i bolivia fra brasilien var lidt for ringe, saa de kloge unge mennesker ville tage tilbage gennem argentina og derefter bolivia.
Det eneste der nu bare var at goere var at vente paa natbussen. Men da vejret gjorde det umuligt for at spasere rundt i byen, blev det meste af dagen tilbragt med fodbold og enorme maengder kaffe!
Efter at have forladt Franchie er det ikke kun vejret der har spillet os et pus. Da vi ankommer til busstationen, kommer informations damen hen til os og siger alle busser er aflyst. Argentinerne strejker, demonstrerer og slaes paa gaden! Dette resulterede i at vores medpassagere og os matte indse at vi ville vaere strandet i Iguazu, og saa paa en soendag. Den vaerste dag af alle i Sydamerika: Doed!
Der blev raabt, graedt, truet og proteseret men det saa ikke ud til at vi kunne forlade Iguazu (byen som egentlig kun besoeges pga vandfaldene). Pludselig var der lys, da informationsdamen havde talt med store bogstaver med en ukendt mand i en laengere periode. Vores bus koerte, som en af de eneste. Kun fordi vores rute ikke var forbi den agressive argentinske strejkende befolkning.
Aah, men vi slap vaek. En masse turister, deriblandt endnu en kroebling, som kendte det gamle husmandsraad, en braekket fod loebes vaek. Han gaar nu med skinne, uden af vide om der skal opereres.
Men efter 24 ankom vi udmattede til Tucuman (Man troede aldrig man skulle komme tilbage)
Sygepasser 1,2 og tre..
Saa fik vi smidt vores Israeler paa en bus mod Cafayate og vi var frie - Jubii...
Soendagen skulle bruges paa at genoplade efter turen paa landet, saa os piger tog paa cafe og paa marked for at se paa lokal craftsmanship, som de har i alle byer og alle steder, men skal jo ses og soendag er doedens dag oi Argentina, saa der var ikke meget andet at lave..
Vi ringede hjem koebte noget mad og gik til vores hostel for at lave det.. Da vi kommer holder der en ambulance foran vores hostel, men det taenker vi ikke videre over indtil vi gaar op paa vores vaerelse(hvor Frenchie skulle forestille at sove) men nej det var ham de var kommet for.. Han var ved bevidsthed, men han var bange.. Schweizeren koeret med i ambulancen og vi fik at vide hvor de ville bringe ham hen og vi tog en taxa der..
Det var skraemmende - vi vidste han havde nogle hjerteproblemer hjemme i Frankring, men viste ikke hvor alvorligt og hvad der var sket den dag.. Vi kommer til hospitalet finder receptionen og efter lange kommunikations vanskeligheder finder vi ud af at han ikke er der og de aner ikke hvor han er blevet koert hen..
Vi tager tilbage til hostel for at hente en telefon. Heldigvis har salome ringet og fortalt hvor de var, saa vi kunne tage derhen.. Frenchie var okay, men laa til observation, saa vi ventede med ham..
De lod ham gaa et par timer senere og vi tog "hjem" for at faa noget mad i Frenchie og ellers faa ham i seng og slappe af..
Menuen stod paa nuguies(ellers noget) som Salomes mor aabenbart er god til at lave, men de her var faerdigkoebte og uspiselige.. fik man dem i munden kunne man ikke faa dem ud af ganen igen.. mmm hvilket festmaaltid - it's potatoes but not potatoes - it's pasta but not pasta..
Resten af aftenen gik med hygge paa vaerelset med urtethe og chokolade..
Dagen efter skulle der laves praktiske ting, der skulle koebes sokker, sko, t-shirts og flere sokker.. Vi skulle ogsaa have nogle af Frenchies billeder, saa vi gikl ind i en foftobutik.. Mens vi arbejdede paa det fik Frenchie det skidt igen, det var samme start som dagen foer og for at vaere paa den sikre side tog vi igen paa hospitalet.. Han blev undersogt og saa henvist til en hjertespecialist.. Vi spiste frokost og tog allesammen hen til laegen hvor vi var i tre timer mens de tog en masse proever osv. - Problemet blev fundet og Frenchie fik nogle piller med besked om at han kunne rejse de naeste tog maaneder, men at han skulle have en "mindre" hjerteoperation naar han kommer tilbage til Frankrig.. - 21 aar og saa store hjerteproblemer det er ikke fair...
Vi maatte jo passe ham endnu en aften, for vi ville ikke have at han tog med en bus mod Bolivia for vi viste om han var okay.. Saa der blev lavet god lasagne med stor salat til og bagefter stod den endnu engang paa hygge med the..
Dagen efter skulle Salome paa en bustur til Cafyate og den grusomme trekant var forenet igen.. Dagen gik med ikke at lave for meget i frygt for at se endnu et hospital. Der blev spist snakket og saa i biografen.. aftenen blev der lavet mad og saa var det ved at vaere tid til at sige farvel..
Dagen efter skulle os to danskere og Salome mod vandfaldene.. Der blev pakket og booket en bus og saa maatte vi ellers sige farvel til vores kaere Frenchie, som vi havde rejst med i mere en to uger.. det er aldrig sjovt, men vi ser ham igen - det ved vi..
Ind i bussen med os og vinke vinke og saa kunne vi ellers se frem til 23 timer i bus, saa det var bare med at laegge sig til rette-..
Her slutter beretningen om vores kaere Frenchie(for denne gang) og snart vil I hoere om store vandfald og vaade europaere.. Maaske kan man endda friste med lidt oproer, protester og lukkede graenser.. Lyder det godt, ja saa maa man laese videre..
Soendagen skulle bruges paa at genoplade efter turen paa landet, saa os piger tog paa cafe og paa marked for at se paa lokal craftsmanship, som de har i alle byer og alle steder, men skal jo ses og soendag er doedens dag oi Argentina, saa der var ikke meget andet at lave..
Vi ringede hjem koebte noget mad og gik til vores hostel for at lave det.. Da vi kommer holder der en ambulance foran vores hostel, men det taenker vi ikke videre over indtil vi gaar op paa vores vaerelse(hvor Frenchie skulle forestille at sove) men nej det var ham de var kommet for.. Han var ved bevidsthed, men han var bange.. Schweizeren koeret med i ambulancen og vi fik at vide hvor de ville bringe ham hen og vi tog en taxa der..
Det var skraemmende - vi vidste han havde nogle hjerteproblemer hjemme i Frankring, men viste ikke hvor alvorligt og hvad der var sket den dag.. Vi kommer til hospitalet finder receptionen og efter lange kommunikations vanskeligheder finder vi ud af at han ikke er der og de aner ikke hvor han er blevet koert hen..
Vi tager tilbage til hostel for at hente en telefon. Heldigvis har salome ringet og fortalt hvor de var, saa vi kunne tage derhen.. Frenchie var okay, men laa til observation, saa vi ventede med ham..
De lod ham gaa et par timer senere og vi tog "hjem" for at faa noget mad i Frenchie og ellers faa ham i seng og slappe af..
Menuen stod paa nuguies(ellers noget) som Salomes mor aabenbart er god til at lave, men de her var faerdigkoebte og uspiselige.. fik man dem i munden kunne man ikke faa dem ud af ganen igen.. mmm hvilket festmaaltid - it's potatoes but not potatoes - it's pasta but not pasta..
Resten af aftenen gik med hygge paa vaerelset med urtethe og chokolade..
Dagen efter skulle der laves praktiske ting, der skulle koebes sokker, sko, t-shirts og flere sokker.. Vi skulle ogsaa have nogle af Frenchies billeder, saa vi gikl ind i en foftobutik.. Mens vi arbejdede paa det fik Frenchie det skidt igen, det var samme start som dagen foer og for at vaere paa den sikre side tog vi igen paa hospitalet.. Han blev undersogt og saa henvist til en hjertespecialist.. Vi spiste frokost og tog allesammen hen til laegen hvor vi var i tre timer mens de tog en masse proever osv. - Problemet blev fundet og Frenchie fik nogle piller med besked om at han kunne rejse de naeste tog maaneder, men at han skulle have en "mindre" hjerteoperation naar han kommer tilbage til Frankrig.. - 21 aar og saa store hjerteproblemer det er ikke fair...
Vi maatte jo passe ham endnu en aften, for vi ville ikke have at han tog med en bus mod Bolivia for vi viste om han var okay.. Saa der blev lavet god lasagne med stor salat til og bagefter stod den endnu engang paa hygge med the..
Dagen efter skulle Salome paa en bustur til Cafyate og den grusomme trekant var forenet igen.. Dagen gik med ikke at lave for meget i frygt for at se endnu et hospital. Der blev spist snakket og saa i biografen.. aftenen blev der lavet mad og saa var det ved at vaere tid til at sige farvel..
Dagen efter skulle os to danskere og Salome mod vandfaldene.. Der blev pakket og booket en bus og saa maatte vi ellers sige farvel til vores kaere Frenchie, som vi havde rejst med i mere en to uger.. det er aldrig sjovt, men vi ser ham igen - det ved vi..
Ind i bussen med os og vinke vinke og saa kunne vi ellers se frem til 23 timer i bus, saa det var bare med at laegge sig til rette-..
Her slutter beretningen om vores kaere Frenchie(for denne gang) og snart vil I hoere om store vandfald og vaade europaere.. Maaske kan man endda friste med lidt oproer, protester og lukkede graenser.. Lyder det godt, ja saa maa man laese videre..
Og tre blev til fire som blev til fem
Saa kom vi tilbage til Salta vores allesammens yndlingssted.. Men men men det traekker nu lidt at komme tilbage ud i en bil, saa dagen bliver brugt paa at planlaegge naeste tur rundt i den skonne Salta-region.. Vores franskmand (Frenchie) havde lidt problemer med penge, saa mens han loste det proevede vi empanadas fra forskellige smaa steder.. Vi spiste dem paa vores hostel og mens vi sad der kom en pige fra Schweiz og snakkede med os..
Salome hedder hun og det klikkede rigtig godt og da vi fandt ud af hun snakkede lidt spansk og ikke mindst forstod en del fransk, ja saa maatte vi jo headhunte hende til vores naeste roadtrip..
Saa det gjorde vi og fandt derefter ud af det var hendes foedselsdag, saa vi maate jo fejre hende og det blev gjort med verdens klammeste lagkage og en dele oel..
Roadtrip 3: Klokken ni tog vi ned for at hente vores bil og der modte vi en Israeler, som naermest inviterede sig selv med paa vores tur- vi taenkte okay det bliver billigere, men ikke alt handler om penge fandt vi ud senere efter 3 dage med militaer manden fra Israel..
Naa men afsted gik det - fem mennesker i en Fiat og saa afsted ud paa landet.. Stille dag med frokost i det groenne og saa kom vi til San Antonio de los Cobres, som ligger i en hoejde af 3700m
Herfra tog vi hen for at se og bestige en sidsyg hoej jernbanebro, som paa toppen var i en hoejde af 5000m. Naar man saadan skal gaa et lille stykke i den hoejde, ja saa foeler man sig 70 og det er ikke sjovt.. Men vi klarede den og bagefter var det helt "befriende" at komme ned i 3700m hoejde..
Vi tjekkede ind paa et pink Hosteria i San Antonio og fandt noget mad og saa stod den ellers paa barbiefilm og saa var det tid til at forsoge at sove.. Man tror ikke hoejdesyge vil ramme en, men det goer det og det rammer haardt..
Naeste dag gik turen videre mod Humahumaca.. Paa vejen saa vi en kaempe saltflat - hvidt saa lang oejet raekker og med de her kaempe spraekker.. Saa stod den paa frokost blandt regnbuefarvede bjerge og saa ellers mod Humahumaca, som var vores landsby for natten..
Aftenen blev brugt paa at lave mad.. det foregik ved at grille kaempe boeffer paa grill og lave groentsager over et lille trankia-blus i en baggaard et eller andet sted... Havde selvfoelgelig koebt maden uden at undersoege om der var et koekken hvor vi boede, men det blev en kaempe sucess alligevel..
Dagen efter skulle vi til en lille landsby Iruya, som er en lille hvid landsby mellem de forskellige farvede bjerge.. Turen dertil var, som vi er ved at vaere vant til, gravelroad op og ned af bjerge.. men med vores 80'er musik i anlaegget og Frenchie bag rattet, saa gik det naesten smertefrit..
Efter at have set byen og spist lidt empanadas til at holde maven igang.. Ville vores "kaere" israeler ud at udforske omraadet i bilen.. Det er saadan set ogsaa fint nok, hvis vi havde en 4-hjulstraekker, men vi havde altsaa en herlig Fait, saa resultatet var selvfolgelig, at vi koerte fast.. Ud sprang vi fire andre for at skubbe og efter at have siddet fast 3 steder fik vi endelig Fait'en paa rette kurs.. Det kostede kun en oedelagt skulder og en masse vrede piger..
Saa gik turen tilbage mod Salta hvor der trods alt var asfalt, men det var stadig op og ned af bjerge.. Det gik fint med at koere indtil Israeleren igen satte sig bag rattet og skulle vise os hvordan det skulle goeres.. Saa den gik med 80km/t i 2. gear og der er godt benzinstanden.. Men men men han var jo manden, saa vi sad paent og kiggede paa omdrejningstaellereren og sang ellers med paa vores skoenne 80' er musik endnu engang. Da vi var 60km fra Salta begyndt lampen at lyse for benzin og da vi var 14 km foer turde vi ikke fortsaette.. Saa vi holdt ind i en lille bitte landsby, som angiveligt skulle have en tankstation, men nej..
Vi fandt dog en flink mand der viste os hen til en lille kiosk hvor damen havde en tank, saa vi fik haeldt 8 liter i en dunk og udleveret en overskaaret colaflaske og saa var Fiat'en reddet..
Jep Israeleren var efterhaanden en populaer mand, saa han fik lov at koere resten af vejen mens vi andre fire delte et par oel og selvfolgelig sang med paa vores 80' er musik..
Vi klarede den til salta og der stod loerdag aften paa god koed og hygge..
Salome hedder hun og det klikkede rigtig godt og da vi fandt ud af hun snakkede lidt spansk og ikke mindst forstod en del fransk, ja saa maatte vi jo headhunte hende til vores naeste roadtrip..
Saa det gjorde vi og fandt derefter ud af det var hendes foedselsdag, saa vi maate jo fejre hende og det blev gjort med verdens klammeste lagkage og en dele oel..
Roadtrip 3: Klokken ni tog vi ned for at hente vores bil og der modte vi en Israeler, som naermest inviterede sig selv med paa vores tur- vi taenkte okay det bliver billigere, men ikke alt handler om penge fandt vi ud senere efter 3 dage med militaer manden fra Israel..
Naa men afsted gik det - fem mennesker i en Fiat og saa afsted ud paa landet.. Stille dag med frokost i det groenne og saa kom vi til San Antonio de los Cobres, som ligger i en hoejde af 3700m
Herfra tog vi hen for at se og bestige en sidsyg hoej jernbanebro, som paa toppen var i en hoejde af 5000m. Naar man saadan skal gaa et lille stykke i den hoejde, ja saa foeler man sig 70 og det er ikke sjovt.. Men vi klarede den og bagefter var det helt "befriende" at komme ned i 3700m hoejde..
Vi tjekkede ind paa et pink Hosteria i San Antonio og fandt noget mad og saa stod den ellers paa barbiefilm og saa var det tid til at forsoge at sove.. Man tror ikke hoejdesyge vil ramme en, men det goer det og det rammer haardt..
Naeste dag gik turen videre mod Humahumaca.. Paa vejen saa vi en kaempe saltflat - hvidt saa lang oejet raekker og med de her kaempe spraekker.. Saa stod den paa frokost blandt regnbuefarvede bjerge og saa ellers mod Humahumaca, som var vores landsby for natten..
Aftenen blev brugt paa at lave mad.. det foregik ved at grille kaempe boeffer paa grill og lave groentsager over et lille trankia-blus i en baggaard et eller andet sted... Havde selvfoelgelig koebt maden uden at undersoege om der var et koekken hvor vi boede, men det blev en kaempe sucess alligevel..
Dagen efter skulle vi til en lille landsby Iruya, som er en lille hvid landsby mellem de forskellige farvede bjerge.. Turen dertil var, som vi er ved at vaere vant til, gravelroad op og ned af bjerge.. men med vores 80'er musik i anlaegget og Frenchie bag rattet, saa gik det naesten smertefrit..
Efter at have set byen og spist lidt empanadas til at holde maven igang.. Ville vores "kaere" israeler ud at udforske omraadet i bilen.. Det er saadan set ogsaa fint nok, hvis vi havde en 4-hjulstraekker, men vi havde altsaa en herlig Fait, saa resultatet var selvfolgelig, at vi koerte fast.. Ud sprang vi fire andre for at skubbe og efter at have siddet fast 3 steder fik vi endelig Fait'en paa rette kurs.. Det kostede kun en oedelagt skulder og en masse vrede piger..
Saa gik turen tilbage mod Salta hvor der trods alt var asfalt, men det var stadig op og ned af bjerge.. Det gik fint med at koere indtil Israeleren igen satte sig bag rattet og skulle vise os hvordan det skulle goeres.. Saa den gik med 80km/t i 2. gear og der er godt benzinstanden.. Men men men han var jo manden, saa vi sad paent og kiggede paa omdrejningstaellereren og sang ellers med paa vores skoenne 80' er musik endnu engang. Da vi var 60km fra Salta begyndt lampen at lyse for benzin og da vi var 14 km foer turde vi ikke fortsaette.. Saa vi holdt ind i en lille bitte landsby, som angiveligt skulle have en tankstation, men nej..
Vi fandt dog en flink mand der viste os hen til en lille kiosk hvor damen havde en tank, saa vi fik haeldt 8 liter i en dunk og udleveret en overskaaret colaflaske og saa var Fiat'en reddet..
Jep Israeleren var efterhaanden en populaer mand, saa han fik lov at koere resten af vejen mens vi andre fire delte et par oel og selvfolgelig sang med paa vores 80' er musik..
Vi klarede den til salta og der stod loerdag aften paa god koed og hygge..
Salta - home away from home
Det skal ikke vaere nogen hemlighed, Salta er mulighedernes by. Om hvert hjoerne dukker et nyt adventure frem. Man skal ikke lede laenge efter udfordringer i Salta! Derfor blev vi der en dag!
Straks som vi kom var vi vaek igen.
Roadtrip 2: I vores trofaste Gol Jazzie koerte den triumperende trio mod nye eventyr. Denne gang gik turen mod Cafayate. Selve byen var ikek vores egentlige maal, men turen dertil!
Fanstastiske bjerg-formationer hvor trekking skoene blev sat paa en proeve! Og jeg kan godt fortaelle de bestod til ug. Udertegnet (Tanja) gik op af en stortset vertikal vaek!
Paa vores lille soendags udflugt gjorde vi et hold, hvor vores franske barn kom i snak med de lokale musiker, som nartuligvis spillede her midt i ingenmandsland!
Efter dette foelte vi os noedsaget til at koebe deres cd, og hvilken cd! Resten af turen koerte den paa repeat. (Beklager, den kan ikke koebes i det lokale supermarkede) Det skal ige naevnes at cden var ungefaahr 30 min lang og turen tilbage var 9 timer. Saa paa trods af at der kun spilles og ikke synges pa dette pragt eksempel af en cd, kan vi den alle by heart!
Hele dagen blev brugt paa stop ved de forskellige farvede bjerge, rookclimbing og frokost paa et bjerg. (Udfordringer for os har vaeret altid at finde det mest maerkvaerdige sted at spise frokost, og det lykkes gang paa gang)
Vi stoppede i Cafayate natten over, hvos vores "barn" mente at det var en noedvendighed at koebe coca. (blade som de lokale konstant ses gumlende paa, selv politiet dyrker denne droevtyggende hobby) Men han fandt sin coca og afproevede det. Coca har en meget afslappende virkning foerste gang man prover det, saa han sov 12 timer den nat.
Dagen efter koerte vi mod Cachi. Gravel road! Men det er intet problem for os i vores lille Gol! Som en lyn var vi i Cachi! En soed lille hoejt liggede by, som er nem at finde ind i, men djaevelsk svaer at finde ud af. Dog godt hjulpet af vores altid "i can ask" fransk mand fandt vi til sidste ud.
Vejen fra cachi var en hovedvej. Det skal naevnes, at ordet hovedvej bruges i flaeng hernede! Merete kastede sig ud i noget af en slalom koersel ned at bjerget og maatte overhale dvs trucks med mindst 4 mennesker, en hund og 20 kasser bag paa ladet. Vejen var hvad vi paa godt jysk vil kalde noget traels moeg! Dog med de mest noedvendig advarsels-skilte: "Nej du maa ikke cykle her", "pas paa koer"(hvilket godt kunne blive noedvendigt, idet koerne gik frit paa de stejle bjerge. Der maa have vaeret et faelles selvmordsoenske bland de brogede), "Du bliver overvaaget med satalit, koer kun 30 km", "haeftig vind, traer vil vaelte","nu maa du godt cykle".
Men vi fandt hjem til Salta.
Salta-home away from home (forklaring foelger)
Straks som vi kom var vi vaek igen.
Roadtrip 2: I vores trofaste Gol Jazzie koerte den triumperende trio mod nye eventyr. Denne gang gik turen mod Cafayate. Selve byen var ikek vores egentlige maal, men turen dertil!
Fanstastiske bjerg-formationer hvor trekking skoene blev sat paa en proeve! Og jeg kan godt fortaelle de bestod til ug. Udertegnet (Tanja) gik op af en stortset vertikal vaek!
Paa vores lille soendags udflugt gjorde vi et hold, hvor vores franske barn kom i snak med de lokale musiker, som nartuligvis spillede her midt i ingenmandsland!
Efter dette foelte vi os noedsaget til at koebe deres cd, og hvilken cd! Resten af turen koerte den paa repeat. (Beklager, den kan ikke koebes i det lokale supermarkede) Det skal ige naevnes at cden var ungefaahr 30 min lang og turen tilbage var 9 timer. Saa paa trods af at der kun spilles og ikke synges pa dette pragt eksempel af en cd, kan vi den alle by heart!
Hele dagen blev brugt paa stop ved de forskellige farvede bjerge, rookclimbing og frokost paa et bjerg. (Udfordringer for os har vaeret altid at finde det mest maerkvaerdige sted at spise frokost, og det lykkes gang paa gang)
Vi stoppede i Cafayate natten over, hvos vores "barn" mente at det var en noedvendighed at koebe coca. (blade som de lokale konstant ses gumlende paa, selv politiet dyrker denne droevtyggende hobby) Men han fandt sin coca og afproevede det. Coca har en meget afslappende virkning foerste gang man prover det, saa han sov 12 timer den nat.
Dagen efter koerte vi mod Cachi. Gravel road! Men det er intet problem for os i vores lille Gol! Som en lyn var vi i Cachi! En soed lille hoejt liggede by, som er nem at finde ind i, men djaevelsk svaer at finde ud af. Dog godt hjulpet af vores altid "i can ask" fransk mand fandt vi til sidste ud.
Vejen fra cachi var en hovedvej. Det skal naevnes, at ordet hovedvej bruges i flaeng hernede! Merete kastede sig ud i noget af en slalom koersel ned at bjerget og maatte overhale dvs trucks med mindst 4 mennesker, en hund og 20 kasser bag paa ladet. Vejen var hvad vi paa godt jysk vil kalde noget traels moeg! Dog med de mest noedvendig advarsels-skilte: "Nej du maa ikke cykle her", "pas paa koer"(hvilket godt kunne blive noedvendigt, idet koerne gik frit paa de stejle bjerge. Der maa have vaeret et faelles selvmordsoenske bland de brogede), "Du bliver overvaaget med satalit, koer kun 30 km", "haeftig vind, traer vil vaelte","nu maa du godt cykle".
Men vi fandt hjem til Salta.
Salta-home away from home (forklaring foelger)
mandag den 9. juni 2008
Mad italien driving skills
Endnu engang skal jeg staerkt beklage den langsomhed, der udvises af undertegnet og foelgesvend! Skammer os meget!
Men forsaetter hvor vi slap, nemlig i San juan. Efter vores lille besoeg i internetcaféen, hvor vi skrev sidst, blev vi i hostelet inviteret med til en tur i maanelandeskabet af to soede unge mennesker fra italien. (som naesten snakkede engelsk). Vi lejede en bil og koerte med dem.
Foerst skal jeg indroemme jeg var en smule nervoes for at koere i det Argentinske, for naar man gaar paa gaden virker det umiddelbart som om de koere som gale! Dog forsvandt frygten hurtigt da vi kom i gang med turen. det forstaar man hvis man har koert i Italien!
Maanelandskabet var en fantastisk oplevelse og desvaerre ikke noget der kan beskrives med ord, men skal ses (bare rolig, jeg har taget billeder). Dog en meget dominerende guide, som naegtede at fremsige sin tydelige lidt for gennemoevede tale, hvis vi ikke alle sammen stod mindst indenfor en meteres radius. Rundturen i maanlandskabet blev desuden staerkt forlaenget af den utroelige maengde pensionister, der ved hver enkel sten formation foelte det noedvendigt at tage et kaempe gruppe billede!
Efter San Juan forsatte vi til Tucuman (Nord paa mod varme!!) Her modte vi en gammel kending Arnaud, fransk mand, sidst ses i Santiargo Chile. Med ham lejede vi ligeledes en bil (det er den bedste maade at opleve det rigtige argentina paa) og ja vi koerte alle sammen og uden skrammer.
Roadtrip 1: Tog en turist tur omkring Tucuman. Det startede med at vi koerte til de omkringliggende bjerge. Vi startede turen i en landskab, som jeg umiddelbart vil betegne som meget doedt, men saa snart vi koerte lidt op i bjergene skete der en drastisk forandring. Det halvdoede lanskab blev meget frodigt og fugtigt. Og da vi kom saa hoejt at vi ramte en sky begyndte, der at vaere et tynd lag frost paa bladene. Vi saa de smaa byer, koebte enorme stykker skine og ost (argentisk specialitet) hos en lokal kvindelig koebmand og spiste frokost ved en flod.Alt i alt en meget succesfull dag!
Men forsaetter hvor vi slap, nemlig i San juan. Efter vores lille besoeg i internetcaféen, hvor vi skrev sidst, blev vi i hostelet inviteret med til en tur i maanelandeskabet af to soede unge mennesker fra italien. (som naesten snakkede engelsk). Vi lejede en bil og koerte med dem.
Foerst skal jeg indroemme jeg var en smule nervoes for at koere i det Argentinske, for naar man gaar paa gaden virker det umiddelbart som om de koere som gale! Dog forsvandt frygten hurtigt da vi kom i gang med turen. det forstaar man hvis man har koert i Italien!
Maanelandskabet var en fantastisk oplevelse og desvaerre ikke noget der kan beskrives med ord, men skal ses (bare rolig, jeg har taget billeder). Dog en meget dominerende guide, som naegtede at fremsige sin tydelige lidt for gennemoevede tale, hvis vi ikke alle sammen stod mindst indenfor en meteres radius. Rundturen i maanlandskabet blev desuden staerkt forlaenget af den utroelige maengde pensionister, der ved hver enkel sten formation foelte det noedvendigt at tage et kaempe gruppe billede!
Efter San Juan forsatte vi til Tucuman (Nord paa mod varme!!) Her modte vi en gammel kending Arnaud, fransk mand, sidst ses i Santiargo Chile. Med ham lejede vi ligeledes en bil (det er den bedste maade at opleve det rigtige argentina paa) og ja vi koerte alle sammen og uden skrammer.
Roadtrip 1: Tog en turist tur omkring Tucuman. Det startede med at vi koerte til de omkringliggende bjerge. Vi startede turen i en landskab, som jeg umiddelbart vil betegne som meget doedt, men saa snart vi koerte lidt op i bjergene skete der en drastisk forandring. Det halvdoede lanskab blev meget frodigt og fugtigt. Og da vi kom saa hoejt at vi ramte en sky begyndte, der at vaere et tynd lag frost paa bladene. Vi saa de smaa byer, koebte enorme stykker skine og ost (argentisk specialitet) hos en lokal kvindelig koebmand og spiste frokost ved en flod.Alt i alt en meget succesfull dag!
Dag nr to paa vores roadtrip med Arnaud tog vi ud for at se nogle gamle ruiner Quilmes (bonusinfo: de giver navn til den lokale oel. bonus info nr 2: oel er billigt og bestilles de i en bar, kommer de i liters flasker(det er svaert at vaere smart med en 30 cm flaske oel i haanden)) Ruinerne er bygget op af et bjerg, og var et gammelt ford hvorfra de gamle infoedte argentiner kunne bekaemper fjender fra hoejden. Vi fik en grundig gennemgang af de gamle "ikke-inkaers" historie, uheldigvis var guiden spansk og meget got lost i translation. Endnu en dag, endnu et eventyr!
Forsaettelse foelger..
Abonner på:
Opslag (Atom)