Vand, vand og endnu et par kroeblinge

Med forventingerne i vejret tog de tre banditos mod det laegendariske vandfald Iguazu. Et vandfald saa enormt at det boer beskues fra 3 sider. Nemlig den argentinske, brasilianske og den lidt ukendte (men helt sikkert ogsaa flotte) paraguayske. Dog valgte vi kun den argentinske.
Siden vi forlod vores trofaste foelgesvend Franchie i Salta, har vejrguderne graedt. Det regnede aerlig talt i Iguazu! Men paa den eneste dag uden regn, fik vi set vandet. Ikke helt alene. Der var "faa" andre turister og lokale, der havde faaet samme ide den dag. Og vi fulgtes med en australier (hvis navn han insisterede paa vi gaettede (nemt: Richard)). Det der var lidt specielt ved ham, var at kan 6 uger foer var faldet ned fra en vaek (i forsoeget paa at faa det perfekte billede) og gik med en skinne og stok. We really know how to pick them.

At se vandfaldet er at gaa i mellem dem og at tage en baad ud i bland de mange vandfald. Sidstnaevnte kan bestemt ikke anbefales, med mindre du er fuldstaendig vandtaet. Turen for 60 pesos (gang med 1.5 og du har det i kr) bestod af en tur paa sammenlagt 12 min. 4 hvor baaden stopper foran vandfaldene og en guide raaber: "picture, foto, picture" den resterende tid bruges og suse ind igennem vandfaldene, hvilket sikkert ville have vaeret forfriskende om sommeren. Jeg vil vaave at paastaa min meget omfattende og dominerende forkoelelse stammer fra denne berygtede tur!
Saa uden at have set alt skyndte vi os hjem for at blive toere. Og godt vi gjorde det, for naesten saa snart som vi var kommet ind i toervejr, begyndte et ordenligt regnskyld! Det stod ned i laarfede straaler! (har beviser) Og om aften begyndte torden og lynild!

Loerdag bestod egentlig bare af at finde udaf hvad vi gjorde. Planen var oprindelig brasilien, men tid og mulighed for at komme ind i bolivia fra brasilien var lidt for ringe, saa de kloge unge mennesker ville tage tilbage gennem argentina og derefter bolivia.
Det eneste der nu bare var at goere var at vente paa natbussen. Men da vejret gjorde det umuligt for at spasere rundt i byen, blev det meste af dagen tilbragt med fodbold og enorme maengder kaffe!

Efter at have forladt Franchie er det ikke kun vejret der har spillet os et pus. Da vi ankommer til busstationen, kommer informations damen hen til os og siger alle busser er aflyst. Argentinerne strejker, demonstrerer og slaes paa gaden! Dette resulterede i at vores medpassagere og os matte indse at vi ville vaere strandet i Iguazu, og saa paa en soendag. Den vaerste dag af alle i Sydamerika: Doed!
Der blev raabt, graedt, truet og proteseret men det saa ikke ud til at vi kunne forlade Iguazu (byen som egentlig kun besoeges pga vandfaldene). Pludselig var der lys, da informationsdamen havde talt med store bogstaver med en ukendt mand i en laengere periode. Vores bus koerte, som en af de eneste. Kun fordi vores rute ikke var forbi den agressive argentinske strejkende befolkning.

Aah, men vi slap vaek. En masse turister, deriblandt endnu en kroebling, som kendte det gamle husmandsraad, en braekket fod loebes vaek. Han gaar nu med skinne, uden af vide om der skal opereres.

Men efter 24 ankom vi udmattede til Tucuman (Man troede aldrig man skulle komme tilbage)