Sygepasser 1,2 og tre..

Saa fik vi smidt vores Israeler paa en bus mod Cafayate og vi var frie - Jubii...

Soendagen skulle bruges paa at genoplade efter turen paa landet, saa os piger tog paa cafe og paa marked for at se paa lokal craftsmanship, som de har i alle byer og alle steder, men skal jo ses og soendag er doedens dag oi Argentina, saa der var ikke meget andet at lave..
Vi ringede hjem koebte noget mad og gik til vores hostel for at lave det.. Da vi kommer holder der en ambulance foran vores hostel, men det taenker vi ikke videre over indtil vi gaar op paa vores vaerelse(hvor Frenchie skulle forestille at sove) men nej det var ham de var kommet for.. Han var ved bevidsthed, men han var bange.. Schweizeren koeret med i ambulancen og vi fik at vide hvor de ville bringe ham hen og vi tog en taxa der..

Det var skraemmende - vi vidste han havde nogle hjerteproblemer hjemme i Frankring, men viste ikke hvor alvorligt og hvad der var sket den dag.. Vi kommer til hospitalet finder receptionen og efter lange kommunikations vanskeligheder finder vi ud af at han ikke er der og de aner ikke hvor han er blevet koert hen..

Vi tager tilbage til hostel for at hente en telefon. Heldigvis har salome ringet og fortalt hvor de var, saa vi kunne tage derhen.. Frenchie var okay, men laa til observation, saa vi ventede med ham..
De lod ham gaa et par timer senere og vi tog "hjem" for at faa noget mad i Frenchie og ellers faa ham i seng og slappe af..
Menuen stod paa nuguies(ellers noget) som Salomes mor aabenbart er god til at lave, men de her var faerdigkoebte og uspiselige.. fik man dem i munden kunne man ikke faa dem ud af ganen igen.. mmm hvilket festmaaltid - it's potatoes but not potatoes - it's pasta but not pasta..
Resten af aftenen gik med hygge paa vaerelset med urtethe og chokolade..

Dagen efter skulle der laves praktiske ting, der skulle koebes sokker, sko, t-shirts og flere sokker.. Vi skulle ogsaa have nogle af Frenchies billeder, saa vi gikl ind i en foftobutik.. Mens vi arbejdede paa det fik Frenchie det skidt igen, det var samme start som dagen foer og for at vaere paa den sikre side tog vi igen paa hospitalet.. Han blev undersogt og saa henvist til en hjertespecialist.. Vi spiste frokost og tog allesammen hen til laegen hvor vi var i tre timer mens de tog en masse proever osv. - Problemet blev fundet og Frenchie fik nogle piller med besked om at han kunne rejse de naeste tog maaneder, men at han skulle have en "mindre" hjerteoperation naar han kommer tilbage til Frankrig.. - 21 aar og saa store hjerteproblemer det er ikke fair...

Vi maatte jo passe ham endnu en aften, for vi ville ikke have at han tog med en bus mod Bolivia for vi viste om han var okay.. Saa der blev lavet god lasagne med stor salat til og bagefter stod den endnu engang paa hygge med the..

Dagen efter skulle Salome paa en bustur til Cafyate og den grusomme trekant var forenet igen.. Dagen gik med ikke at lave for meget i frygt for at se endnu et hospital. Der blev spist snakket og saa i biografen.. aftenen blev der lavet mad og saa var det ved at vaere tid til at sige farvel..

Dagen efter skulle os to danskere og Salome mod vandfaldene.. Der blev pakket og booket en bus og saa maatte vi ellers sige farvel til vores kaere Frenchie, som vi havde rejst med i mere en to uger.. det er aldrig sjovt, men vi ser ham igen - det ved vi..

Ind i bussen med os og vinke vinke og saa kunne vi ellers se frem til 23 timer i bus, saa det var bare med at laegge sig til rette-..

Her slutter beretningen om vores kaere Frenchie(for denne gang) og snart vil I hoere om store vandfald og vaade europaere.. Maaske kan man endda friste med lidt oproer, protester og lukkede graenser.. Lyder det godt, ja saa maa man laese videre..