Vi kom over graensen, med noed og naeppe. Kun lidt let bestikkelse til politiet ved graesen, skaffede os de noedvendige stempler. Men ind kom vi.
Puno - let kaos, militaer boern og broeddamer med delicios pan paa hvert et gade hjoerne. Men folk kommer for at se de flydende oer.
Efter morgenmad spurgte vi manden i receptionen hvordan man lettest kom ud paa oen. Foer vi havde set os om, var vi i en taxa paa vej mod havnen, smidt paa en baad, med familien turist og mod de menneske skabte oer.
Som vi naermede os oerne, saa vi oerboerne kaste de lokale klaeder over fodboldtroejerne, stille sig paa en raekke og vinke, mens de raabte hola, paa deres helt speciele og laenge bevarede oe sprog. Hvorefter vores baadguide fortalte os, hvad vi skulle svare dette helt saerlige folkefaerd.
Paa oen fik vi en lille forestilling om hvordan det primitive liv nu foregik: familier blev slaaet sammen = oer slaaes sammen, familier blev uvenner = oer blev savet over! Oeerne var nemlig lavet af siv, som (alt afhaengende af aarstiden) hele fik endnu et lag siv.
Efter forestillingen blev vi med let tvang smidt paa en sivbaad, betjenet af en lille dreng, som var lillebror til praesidenten af oeren vi besoegte. Foer turen var ovre stoppede han baaden og sagde "5 soles". Sikken et laekkert og befriende liv paa oen.
Efter dette prageksemplar af en oplevelse forlod franskmanden os, fordi han havde modtaget en mail fra hans familie, at de nu var i copacabana. Saa han smuttede over graesen og vi smuttede til Cusco.
torsdag den 17. juli 2008
Der kom to danskere og lyste min verden op..
Hej.. Jeg hedder Pappe og jeg er lavet af trae.. Jeg tilbringer det meste af mit liv i en doer, men tre dage i juli aendrede alt sig for evigt.. Dette er historien om hvordan to danske piger kom til junglen og viste mig at der er mere til livet, end room number 9..
Det var en almindelig lordag, som saa mange andre, troede jeg, men nej pludselig blev jeg drejet rundt og til min store overraskelse kiggede jeg op og saa to blonde piger.. Givet de var lidt traette efter turen med fly, men de var meget friske paa eventyr det var tydeligt.. Pigerne havde kun to meget smaa rygsaekke med, saa de ville hurtigt ud at se paa omgivelserne.. Jeg blev drejet rundt og sammen gik vi ned til floden der ligger taet paa.. Vi satte os i et par stole og her blev der snakket om de forste oplevelser.. Pigerne var meget skeptiske overfor deres gruppe - gruppen bestod af en engelsk far og hans 19 aarige son.. En Hollandsk mor og hendes 19 aarige datter, to fransk-canadiske piger der ikke snakkede engelsk og saa selvfolgelig en, og jeg gentager kun én japaner.. Men bedst som de besluttede at de nok skulle faa det sjovt, saa kom den lokale papegoje og overfaldt Tanjas ben.. Meget dramatisk, men hun fik rystet den af og i stedet kastede den sig over Meretes sko.. Det var dramatisk, men de to danske piger klarede skaerene og sammen flyttede vi op til en anden gruppe stole.. Saa var det frokost tid, som var en pinsel for de to piger.. Den overdovende stilhed naar elleve mennesker er samlet, er ikke let og den var svaer at haandtere, men pigerne tog sig sammen og var stille med de andre..
Efter frokost var det tid til at gaa tur i junglen og se paa dyr.. Igen var den overdovende stilked dominerende, men denne gang kunne pigerne ikke tage det laengere, saa snakken gik paa dansk og pigerne blev mere og mere underlige.. Efter gaaturen var det aftensmadstid og her blev der dulmet lidt op for stilheden.. Jeg kunne nu ikke lade vaere med at observere moren og datteren fra Holland, som tydeligvis ikke ville deltage i gruppen og nej moren kunne bestemt ikke lide mine piger..
Efter aftensmaden trak de fleste sig tilbage, men da klokken kun var otte, var mine piger ikke klar, men de fik snakket med faren og sonnen, mens jeg bare laa der paa bordet i midten og hyggede mig..
Naeste morgen skulle vi op allerede klokken fem.. Jeg var slet ikke frisk, men hvis man ikke vil gaa glip af noget, saa maa man jo op og spille frisk.. Saa sammen med pigerne modte jeg op til morgenmad og derefter gik vi ned i baaden, som tog os hen til et trek vi skulle gaa.. Vi saa saa mange fantastiske fugle og traer, og jeg var helt overvaeldet.. Saa kom vi til en soe, hvor vi skulle ud i en kano.. Vi sejlede rundt i soen og saa mange skilpadder, oddere, krokodiller og flere fugle.. Mine piger havde det sjovt paa hele turen, men de kunne stadig ikke faa blodet gruppen op.. Langsomt fik de dog bloedet guiden op, som viste sig at vaere nok den de havde mest til faelles med.. Efter gaaturen tilbage skulle vi tilbage til lodgen hvor vi skulle vente paa frokost.. Alle fra gruppen loed til deres hytter, men ikke mine piger, de satte sig og spillede kort og fik selskab af guiden.. Sammen fandt de hurtig ud af at de var lige maerkelige, saa det var ganske sjovt..
Efter frokost skulle vi ud og se paa aber.. Der var ingen aber at finde, men fin junglenatur.. Efter det var det tid til at finde krokodiller i morket i baaden og de fandt mange fine smaa krokodiller..
Aftensmad og saa tid til seng..
Puha klokken var kun 4 om morgenen da uret ringede.. Vi skulle med en baad ud til en lervaeg for at se paa parpegojer.. Paa vejen i baaden sad vi forrest og vi saa den mest fantastiske solopgang over junglen.. Vi kom til vaeggen og vi ventede og vi ventede.. Parpegojerne floj over os mange gange, men satte sig ikke paa vaeggen pga. rovfugle.. Pigerne ville ikke derfra uden et billed af en parpegoje paa vaeggen, saa jeg blev placeret paa en pind og saa blev der taget billed.. Tilbage gik det til lodgen og efter morgen,ad var det tid til canopy-walk.. Langt langt over junglen gik vi paa et stykke reb op paa en platform i et trae.. Hvor vi kunne se over hele skoven og se paa fugle og hygge sammen.. Igen blev jeg fotograferet i et trae, iiihghh hvor jeg foler mig vigtig.. Saa var det frkost tid og derefter mere jungel.. Om aftenen snakkde pigerne med dem der arbejdede der og langsomt fik de ogsaa blodt moren op og fik hende i snak.. Men ak til aftensmaden var der daarligt nyt.. Min tid med pigerene ville blive afkortet pga. strejker i Peru.. Vi skulle op klokken fire naeste morgen og med en baad.. Baaden skulle smugle pigerne og resten af gruppen ind til Puerto maldonado lufthavn.. De sejlede lang vaek fra byen, klatrede op af en lerskrant, hvor en bus holdt og tog dem af bagvejene ind til lufhavnen.. Her skulle de saa vente otte timer paa deres fly, men i det mindste undgik de vrede Peruvianere.. De hyggede i lufthavenen med resten af gruppen og snart fik de et fly tilbage til Cuzco.. Saadan endte mit eventyr med danskerne alt for brat, men room number 9 vil aldrig vaere det samme igen.. That´s for sure..
Det var en almindelig lordag, som saa mange andre, troede jeg, men nej pludselig blev jeg drejet rundt og til min store overraskelse kiggede jeg op og saa to blonde piger.. Givet de var lidt traette efter turen med fly, men de var meget friske paa eventyr det var tydeligt.. Pigerne havde kun to meget smaa rygsaekke med, saa de ville hurtigt ud at se paa omgivelserne.. Jeg blev drejet rundt og sammen gik vi ned til floden der ligger taet paa.. Vi satte os i et par stole og her blev der snakket om de forste oplevelser.. Pigerne var meget skeptiske overfor deres gruppe - gruppen bestod af en engelsk far og hans 19 aarige son.. En Hollandsk mor og hendes 19 aarige datter, to fransk-canadiske piger der ikke snakkede engelsk og saa selvfolgelig en, og jeg gentager kun én japaner.. Men bedst som de besluttede at de nok skulle faa det sjovt, saa kom den lokale papegoje og overfaldt Tanjas ben.. Meget dramatisk, men hun fik rystet den af og i stedet kastede den sig over Meretes sko.. Det var dramatisk, men de to danske piger klarede skaerene og sammen flyttede vi op til en anden gruppe stole.. Saa var det frokost tid, som var en pinsel for de to piger.. Den overdovende stilhed naar elleve mennesker er samlet, er ikke let og den var svaer at haandtere, men pigerne tog sig sammen og var stille med de andre..
Efter frokost var det tid til at gaa tur i junglen og se paa dyr.. Igen var den overdovende stilked dominerende, men denne gang kunne pigerne ikke tage det laengere, saa snakken gik paa dansk og pigerne blev mere og mere underlige.. Efter gaaturen var det aftensmadstid og her blev der dulmet lidt op for stilheden.. Jeg kunne nu ikke lade vaere med at observere moren og datteren fra Holland, som tydeligvis ikke ville deltage i gruppen og nej moren kunne bestemt ikke lide mine piger..
Efter aftensmaden trak de fleste sig tilbage, men da klokken kun var otte, var mine piger ikke klar, men de fik snakket med faren og sonnen, mens jeg bare laa der paa bordet i midten og hyggede mig..
Naeste morgen skulle vi op allerede klokken fem.. Jeg var slet ikke frisk, men hvis man ikke vil gaa glip af noget, saa maa man jo op og spille frisk.. Saa sammen med pigerne modte jeg op til morgenmad og derefter gik vi ned i baaden, som tog os hen til et trek vi skulle gaa.. Vi saa saa mange fantastiske fugle og traer, og jeg var helt overvaeldet.. Saa kom vi til en soe, hvor vi skulle ud i en kano.. Vi sejlede rundt i soen og saa mange skilpadder, oddere, krokodiller og flere fugle.. Mine piger havde det sjovt paa hele turen, men de kunne stadig ikke faa blodet gruppen op.. Langsomt fik de dog bloedet guiden op, som viste sig at vaere nok den de havde mest til faelles med.. Efter gaaturen tilbage skulle vi tilbage til lodgen hvor vi skulle vente paa frokost.. Alle fra gruppen loed til deres hytter, men ikke mine piger, de satte sig og spillede kort og fik selskab af guiden.. Sammen fandt de hurtig ud af at de var lige maerkelige, saa det var ganske sjovt..
Efter frokost skulle vi ud og se paa aber.. Der var ingen aber at finde, men fin junglenatur.. Efter det var det tid til at finde krokodiller i morket i baaden og de fandt mange fine smaa krokodiller..
Aftensmad og saa tid til seng..
Puha klokken var kun 4 om morgenen da uret ringede.. Vi skulle med en baad ud til en lervaeg for at se paa parpegojer.. Paa vejen i baaden sad vi forrest og vi saa den mest fantastiske solopgang over junglen.. Vi kom til vaeggen og vi ventede og vi ventede.. Parpegojerne floj over os mange gange, men satte sig ikke paa vaeggen pga. rovfugle.. Pigerne ville ikke derfra uden et billed af en parpegoje paa vaeggen, saa jeg blev placeret paa en pind og saa blev der taget billed.. Tilbage gik det til lodgen og efter morgen,ad var det tid til canopy-walk.. Langt langt over junglen gik vi paa et stykke reb op paa en platform i et trae.. Hvor vi kunne se over hele skoven og se paa fugle og hygge sammen.. Igen blev jeg fotograferet i et trae, iiihghh hvor jeg foler mig vigtig.. Saa var det frkost tid og derefter mere jungel.. Om aftenen snakkde pigerne med dem der arbejdede der og langsomt fik de ogsaa blodt moren op og fik hende i snak.. Men ak til aftensmaden var der daarligt nyt.. Min tid med pigerene ville blive afkortet pga. strejker i Peru.. Vi skulle op klokken fire naeste morgen og med en baad.. Baaden skulle smugle pigerne og resten af gruppen ind til Puerto maldonado lufthavn.. De sejlede lang vaek fra byen, klatrede op af en lerskrant, hvor en bus holdt og tog dem af bagvejene ind til lufhavnen.. Her skulle de saa vente otte timer paa deres fly, men i det mindste undgik de vrede Peruvianere.. De hyggede i lufthavenen med resten af gruppen og snart fik de et fly tilbage til Cuzco.. Saadan endte mit eventyr med danskerne alt for brat, men room number 9 vil aldrig vaere det samme igen.. That´s for sure..
Cuzco cuzco cuzco - du den dejligste ferieby..
Saa kom vi daelme til byen over dem alle - Cuzco.. Byen hvor macchu picchu har hjemsted eller turene har ihvertfald udgangspunkt... Bare aergeligt at der er mere end en maaned til vi skal til macchu picchu, men heldigvis er byen en skon by med mange mange muligheder (som der sikkert ville staa i brochuren).. Vi tjekkede ind paa et laekkert hostel i colonial style, saa vi folte os jo rigitg hjemme, saa Colonial som vi nu er.. Vi havde stille og rolig dag.. hvor vi fejrede en englaenders fodselsdag og etc..
Dagen efter besluttede vi, at nu ville vi i junglen.. Saa vi gik rundt for at finde vores muligheder og fandt ud af at eneste mulighed i vores prisgruppe, var en tur til Puerto Maldonado og saa ud i en junglelodge derfra.. Saa vi bookede fly og tur..
aftenen gik med en dejlig film og saa tidligt i seng..
Dagen efter besluttede vi, at nu ville vi i junglen.. Saa vi gik rundt for at finde vores muligheder og fandt ud af at eneste mulighed i vores prisgruppe, var en tur til Puerto Maldonado og saa ud i en junglelodge derfra.. Saa vi bookede fly og tur..
aftenen gik med en dejlig film og saa tidligt i seng..
At the "Copa"
"Copa, copa, copacabana"
Saadan loed det paa bus stationen i La paz. Foer vi naede at komme ud af taxaen havde vi en billet til Copacabana, Bolivia. Ikke at forveksle med den noget mere beroemte strand i Brasilien.
Dog er Copa en turist by, til stor aergelse for vores franske partner in crime.
Vores formaal her var at se Isla del sol. En oe med historie, ruiner og andet godt! Lyder oede og afsidigt.
Man kan tage en baad fra Copa til oen, men vi valgte at foelge et raad fra biblen, nemlig at trave 17 km til en anden havn, hvorfra man ligeledes kunne hoppe paa en baad. Det ville tage kortere tid herfra og vaere knap saa turistpraeget.
Saa vi vandrede rask igennem det bolivianske landskab, med en stor taske og en lille taske. Baaret af de tog danske, hvilket gjorde den franske en smule utryg. Andre forbipasserende maatte noedvendigvis mene at han ikke var af den rette gentlemand opdragelse. "You want me to take the bag?" (Med meget bedende blik)
Vores vandring gennem smaa lokale landsbyer, skove og bakker blev bragt stoppet af en skipper, som sprang op af sin jolle. Denne mand ville bringe os til isla del sol meget billigere end de kunne i vores bestemmelsessted, saa efter at han havde vist os en kopi af hans navn i biblen, og postkort fra samtlige lande (det fleste, men ikke alle, havde en hilsen bagpaa, fra folk som havde benyttet sig af hans service) besluttede vi os for at tage med ham.
Vi sprang ombord i hans baad uden vindue (han havde glasset, men han vidste ikke hvordan han skulle saette det i) . Denne dag havde han tilfaeldigvis besoeg af en ven fra mulighedernes amerika. Vennen fastsatte sig at underholde under hele baad turen, med fortaellinger fra den store verden. Ink. at hans familie engang havde ejet halvdelen af isla del luna, lillesoester til sol oeen. Desvaerre var der ikke penge i skidtet, saa de forlod oe og hus, som nu staar tomt.
Baadturen var behagelig, gyngende og kun kort afbrudt af 3 motorstop. Men dette var han ikke ukendt, saa opholdene paa vandet blev korte, dog stadig med live underholdning fra vennen.
Isla del sol: Ved foerste oejekast meget oede, en lille mole med udsigt en ruin. Dog efter en kort gaatur saa vi at oen ikke var saa oede, men derimod en turist by i rivende udvikling.
Vi fandt ly for natten, saa lidt oe, men matte desvaerre forlade oen tidligt naesete morgen idet vi skulle tilbage og se fodbold finale!
Vi er tysker, for spansk er der aldrig nogen der ville tro paa vi er! Desvaerre led vi en forfaerdeligt nederlag den dag. Finale for copa, finale for bolivia. Med midlertidig pas forsoeger vi os nu mod Peru.
Saadan loed det paa bus stationen i La paz. Foer vi naede at komme ud af taxaen havde vi en billet til Copacabana, Bolivia. Ikke at forveksle med den noget mere beroemte strand i Brasilien.
Dog er Copa en turist by, til stor aergelse for vores franske partner in crime.
Vores formaal her var at se Isla del sol. En oe med historie, ruiner og andet godt! Lyder oede og afsidigt.
Man kan tage en baad fra Copa til oen, men vi valgte at foelge et raad fra biblen, nemlig at trave 17 km til en anden havn, hvorfra man ligeledes kunne hoppe paa en baad. Det ville tage kortere tid herfra og vaere knap saa turistpraeget.
Saa vi vandrede rask igennem det bolivianske landskab, med en stor taske og en lille taske. Baaret af de tog danske, hvilket gjorde den franske en smule utryg. Andre forbipasserende maatte noedvendigvis mene at han ikke var af den rette gentlemand opdragelse. "You want me to take the bag?" (Med meget bedende blik)
Vores vandring gennem smaa lokale landsbyer, skove og bakker blev bragt stoppet af en skipper, som sprang op af sin jolle. Denne mand ville bringe os til isla del sol meget billigere end de kunne i vores bestemmelsessted, saa efter at han havde vist os en kopi af hans navn i biblen, og postkort fra samtlige lande (det fleste, men ikke alle, havde en hilsen bagpaa, fra folk som havde benyttet sig af hans service) besluttede vi os for at tage med ham.
Vi sprang ombord i hans baad uden vindue (han havde glasset, men han vidste ikke hvordan han skulle saette det i) . Denne dag havde han tilfaeldigvis besoeg af en ven fra mulighedernes amerika. Vennen fastsatte sig at underholde under hele baad turen, med fortaellinger fra den store verden. Ink. at hans familie engang havde ejet halvdelen af isla del luna, lillesoester til sol oeen. Desvaerre var der ikke penge i skidtet, saa de forlod oe og hus, som nu staar tomt.
Baadturen var behagelig, gyngende og kun kort afbrudt af 3 motorstop. Men dette var han ikke ukendt, saa opholdene paa vandet blev korte, dog stadig med live underholdning fra vennen.
Isla del sol: Ved foerste oejekast meget oede, en lille mole med udsigt en ruin. Dog efter en kort gaatur saa vi at oen ikke var saa oede, men derimod en turist by i rivende udvikling.
Vi fandt ly for natten, saa lidt oe, men matte desvaerre forlade oen tidligt naesete morgen idet vi skulle tilbage og se fodbold finale!
Vi er tysker, for spansk er der aldrig nogen der ville tro paa vi er! Desvaerre led vi en forfaerdeligt nederlag den dag. Finale for copa, finale for bolivia. Med midlertidig pas forsoeger vi os nu mod Peru.
onsdag den 2. juli 2008
La Paz, La Passport
Mamacoca knows!
Efter en noget rystet tur paa grussti, ankom vi smadret og traette til La Paz. Med en adresse paa en hostel, hvor vores franske foelgesvend grangiveligt skulle befinde sig, kastede vi os hovedkluns ud i hovedstaden.
Men naesten foer vi havde smidt tasken paa hostel cactus, smuttede vi afsted med en ny adresse mellem haenderne. Av. Acne 2199 (vil altid huske den adresse) Den danske ambassade! Foerst maatte vi dog besoge en fotograf, som kunne tage nogle proffesionelle pasbilleder af en glad, humoerbombe efter den foeromtalte bustur, Merete. De har skills hernede! Med modelfotos uden lige og haab om det bedste, begav vi os mod det danske fristed i Bolivia.
Ambassaden ligger paa 9 sal, og vi fik hurtigt afklaret af pas og hjemrejse ikke ville blive det store problem. Dette fjernede en abnorm stor bekymring om at Tanja skulle forsaette eventyret alene. Det inroemmer jeg gerne, ikke lige var mit stoerte oenske!
Mad og bad, saa er jeg glad. Ellers ingen ting.
Naeste dag tog vi paa coca museum. Det er eksperter i coca-kunsten, der vender tilbage til dk. Alt her er coca. Kokain, coca-cola, the, religion, spaadom (mamacoca knows) og gumlende coca-farmere.
Deadroad: En cykeltur paa (vi er lidt uenige her) 64 km, 99 % ned af bakke og 1 % op. Turen starter i 4700 meters hoejde (hoejden begynder vi svagt at vende os til, men de lokale har noget stoerre lunger end os svage europaere) I klaedt et hoejt moderne, hightech, machende cykeltoej suste vi ned at asfalt vejen, med en guide, der havde besluttet sig for at tage saa mange billeder som muligt af de 4 aeggegule newbies. (den fjerde var en brasiliensk psykolog)
Men saa gik det op. Hjemme ville en bakke af den stoerrelse have vaeret en smal sag for de oevede cykelister, som vi vil efter mange aars intens cykling, paastaa at vi er. Men naar du cykler i 4 km hoejde, med gringo lunger, saa er det en lidt anden sag. Man aeldes 50 aar i loebet af sekunder og vejrtraekningen bliver tung. Man gaber, hjernen desperate forsoeg paa at faa luft, men naegter at give op! Det kan simpelthen ikke passe, at en bakke af den kaliber skal slaa benene vaek under en. Men det goer den.
Jeg naede toppen, trak de sidste 10 meter, men naede den. Men saa snart jeg smed cyklen i graesset kom kvalmen, efterfulgt af svimmelhed, krafterne forsvandt, armene ville ikke lystre og tilsidst blev det hvid. Det naeste der skete, var en styg lugt af alkohol, som brasilianeren havde smurt paa min hals, og langsomt kom jeg tilbage til farvefilm.
Dehydring er budet, men aldrig igen.. Ubehageligt er ikke ordet. De andre forsatte, mens jeg tilbragte det naeste stykke tid i bussen, som konstant fulgte efter vores gruppe.
Men da vi kom til junglen, blev jeg noed til at komme op paa jernhesten igen! Resten af turen forloeb smertefrit for mit vedkommende. Meretes ganger mistede kaeden og maatte udskiftes af en, som ikke helt levede op til vores standart.
Men turen pa grussti, gennem junglen, vandfald og snoede kurve var fantastisk. Og morsom! Bare rolig, guiden har taget baade film og 100 billeder. (der skal en staekt selections runde igang). Sem den foerste gruppe naaede vi bunden, det fejres med en oel, et "varmt" bad og et "udsoegt" maaltid paa med fodbold koerende i baggrunden.
Vi sover nu med t-shirtene "we survived the deathroad".
Efter en noget rystet tur paa grussti, ankom vi smadret og traette til La Paz. Med en adresse paa en hostel, hvor vores franske foelgesvend grangiveligt skulle befinde sig, kastede vi os hovedkluns ud i hovedstaden.
Men naesten foer vi havde smidt tasken paa hostel cactus, smuttede vi afsted med en ny adresse mellem haenderne. Av. Acne 2199 (vil altid huske den adresse) Den danske ambassade! Foerst maatte vi dog besoge en fotograf, som kunne tage nogle proffesionelle pasbilleder af en glad, humoerbombe efter den foeromtalte bustur, Merete. De har skills hernede! Med modelfotos uden lige og haab om det bedste, begav vi os mod det danske fristed i Bolivia.
Ambassaden ligger paa 9 sal, og vi fik hurtigt afklaret af pas og hjemrejse ikke ville blive det store problem. Dette fjernede en abnorm stor bekymring om at Tanja skulle forsaette eventyret alene. Det inroemmer jeg gerne, ikke lige var mit stoerte oenske!
Mad og bad, saa er jeg glad. Ellers ingen ting.
Naeste dag tog vi paa coca museum. Det er eksperter i coca-kunsten, der vender tilbage til dk. Alt her er coca. Kokain, coca-cola, the, religion, spaadom (mamacoca knows) og gumlende coca-farmere.
Deadroad: En cykeltur paa (vi er lidt uenige her) 64 km, 99 % ned af bakke og 1 % op. Turen starter i 4700 meters hoejde (hoejden begynder vi svagt at vende os til, men de lokale har noget stoerre lunger end os svage europaere) I klaedt et hoejt moderne, hightech, machende cykeltoej suste vi ned at asfalt vejen, med en guide, der havde besluttet sig for at tage saa mange billeder som muligt af de 4 aeggegule newbies. (den fjerde var en brasiliensk psykolog)
Men saa gik det op. Hjemme ville en bakke af den stoerrelse have vaeret en smal sag for de oevede cykelister, som vi vil efter mange aars intens cykling, paastaa at vi er. Men naar du cykler i 4 km hoejde, med gringo lunger, saa er det en lidt anden sag. Man aeldes 50 aar i loebet af sekunder og vejrtraekningen bliver tung. Man gaber, hjernen desperate forsoeg paa at faa luft, men naegter at give op! Det kan simpelthen ikke passe, at en bakke af den kaliber skal slaa benene vaek under en. Men det goer den.
Jeg naede toppen, trak de sidste 10 meter, men naede den. Men saa snart jeg smed cyklen i graesset kom kvalmen, efterfulgt af svimmelhed, krafterne forsvandt, armene ville ikke lystre og tilsidst blev det hvid. Det naeste der skete, var en styg lugt af alkohol, som brasilianeren havde smurt paa min hals, og langsomt kom jeg tilbage til farvefilm.
Dehydring er budet, men aldrig igen.. Ubehageligt er ikke ordet. De andre forsatte, mens jeg tilbragte det naeste stykke tid i bussen, som konstant fulgte efter vores gruppe.
Men da vi kom til junglen, blev jeg noed til at komme op paa jernhesten igen! Resten af turen forloeb smertefrit for mit vedkommende. Meretes ganger mistede kaeden og maatte udskiftes af en, som ikke helt levede op til vores standart.
Men turen pa grussti, gennem junglen, vandfald og snoede kurve var fantastisk. Og morsom! Bare rolig, guiden har taget baade film og 100 billeder. (der skal en staekt selections runde igang). Sem den foerste gruppe naaede vi bunden, det fejres med en oel, et "varmt" bad og et "udsoegt" maaltid paa med fodbold koerende i baggrunden.
Vi sover nu med t-shirtene "we survived the deathroad".
Salardesert og isfoedder
Saa blev det fredag og vi skulle paa tur... Det skulle vi med et amerikansk par, vores nye tyske ven, en chauffoer og en maddame(Blanca). Ind i vores jeep og med rygsaekkene paa taget og saa gik den ud i bjergene.. Det var saa fint, saa fint og vores very experienced driver tog os stille og roligt frem paa de snoede veje.. Men men men man maa tvivle paa selv den mest very experinced driver naar man er paa en vej, kun bred nok til vores jeep, og der pludselig kommer en bus koerende mod os.. Men men men med hjaelp fra Blanca kom vi forbi med to hjul haengende over bjergsiden og os laendende mod hoejre(overbeviste om at det hjalp)..
Saa var det frokost tid og saa saa vi nogle flere bjerge og selvfolgelig nogle smaa landsbyer midt i ingenting, hvor man levede af lamaer.. Vi kom frem til vores destination for natten, som bestod af et skur isoleret med kartoffelsaekke i loftet og pap for vinuduerne.. Man kigger sig, i en taaget ilusion og med en skygge af haab, om efter en radiator, en pejs eller bare et aabent ildsted, men ingenting og pludselig er man glad for pap i "vinduet".. Aftenen gik med kortspil, mad og historier om Boliviansk kultur.. Men vigtigst af alt gik aftenen med at kalkulere om det var for tidligt at tage 2. par leggins og 5.troje paa.. tidligt i seng og saa startede kampen mod kulden.. Men bare rolig, vi lever endnu..
Naeste dag skulle vi tidligt op, for vi skulle ud og se paa flere bjerge, laguner, flere laguner og hotsprings.. Saa afsted med os, vi troede selvfolgelig der var varme i bilen, men da alt elting ikke virkede, gik den aftsted med aabne vinduer og fem isblokke bagi jeepen.. Efter negle bjerge og en laguner kom vi til dagens hoejdepunkt - hot springs.. Givet naar man var is i forvejen havde man ikke specielt lyst til at hoppe i badetoej, men vi gjorde det daelme og hvor var det herligt.. Efter at blive varmet op, og koelet ned igen.. Gik turen ud til en gron lagune.. en helt gron soe foran en stor vulkan er ikke det vaerste syn... Og saa gik den mod vores sovested for natten.. Her skulle ogsaa andre jeeps sove, saa her var rent faktisk en kakkelovn i faellesomraadet.. Saa vi havde hoeje haab for denne aften og da det lykkedes for fyrene at koebe vin ude midt i ingenting, ja saa tegnede det til en god aften.. Men men men roedvinen var iskold og hurtigt maatte vi ikke faa mere til fyre med, saa der blev igen smidt lag paa lag paa lag af toej paa og saa skulle der hygges.. De to amerikanere introduceret hitkortspillet over dem alle, egyptian ratscrew hedder det og det er intenst.. Kan fortaelle den involvere hurtig spil og slaaen paa bunker af kort, saa det lykkedes os at holde varmen.. Vi beluttede denne aften at sove i en bunke, hvilket var en stor succes og vi maerkede naesten ikke de 20 frostgrader vi havde udenfor(vi befinder os her i naesten 5000m hojde- jep vi er blevet vant til hojder)..
Dagen efter sover vi lige lidt langere, der viser sig at vores jeep er punkteret i loebet af natten, saa det skal lige fikses.. Og saa gaar den ellers paa eventyr igen.. I dag staar den paa roede laguner, flamingoer, vulkaner og saa ankommer vi til kanten af vores saltoerken.. Her tilbringer vi natten i et refugee hvor senge, borde og gulve er lavet af salt.. Endelig har vi fundet teknikken til at holde varmen og vi faar rent faktisk sovet denne nat..
Tidlig op skal vi, for vi skal ud og se solopgang i saltoerkenen.. Vi snakker her om salt saa langt oejet raekker og saa en solopgang saa fin, saa fin.. Der skal selvfoelgelig tages sjove billeder og saa mod en oe midt i alt saltet... Her gaar vi en fin tur, for at faa udsigten over alt saltet og saa spiser vi morgenmad.. Derefter gaar vi rundt at oen, for lige at se lidt naermere paa saltet.. derefter ind i jeepen, koere lidt i alt saltet, for saa at lave et stop, hvor vi ser lidt paa saltet og derefter et stop hvor vi skal se et helt hotel lavet af (gaet engang) salt..
Derefter forlader vi saltet og koere mod den endelige destination Uyunini...
Her siger vi farvel til vores very experinsed guide og vores madmor gennem fire dage.. og saa staar den ellers paa at finde en bus vaek.. Vores amerikanske par og os skal samme vej, saa vi finder en natbus mod La PAz og saa skal der ellers bare ventes paa den.. Vi finder lokalt spisested hvor vi faar tre retter mad - Suppe, pasta med koedsovs, og cholkoladebudding - for den nette sum af (gaet selv) 6.80 give or tak et par oere... vekselkurser er udfordrende..
Derefter finder vi bare over dem alle extreme fun pub, hvor vi tilbringer de sidste par timer inden bussen og saa gaar den mod La Paz.. Vi kan se frem mod elleve timer i en bus, hvor en mand staar paa en stige og taper vinduerne sammen inden afgang.. De foerste seks timer er ikke asfalteret og i en hojde af ca. 3000m er det ikke varmt om natten.. Saa da vi ankommer til La Paz naeste morgen er vi rimlig klar paa at komme ud af den bus..
Saa var det frokost tid og saa saa vi nogle flere bjerge og selvfolgelig nogle smaa landsbyer midt i ingenting, hvor man levede af lamaer.. Vi kom frem til vores destination for natten, som bestod af et skur isoleret med kartoffelsaekke i loftet og pap for vinuduerne.. Man kigger sig, i en taaget ilusion og med en skygge af haab, om efter en radiator, en pejs eller bare et aabent ildsted, men ingenting og pludselig er man glad for pap i "vinduet".. Aftenen gik med kortspil, mad og historier om Boliviansk kultur.. Men vigtigst af alt gik aftenen med at kalkulere om det var for tidligt at tage 2. par leggins og 5.troje paa.. tidligt i seng og saa startede kampen mod kulden.. Men bare rolig, vi lever endnu..
Naeste dag skulle vi tidligt op, for vi skulle ud og se paa flere bjerge, laguner, flere laguner og hotsprings.. Saa afsted med os, vi troede selvfolgelig der var varme i bilen, men da alt elting ikke virkede, gik den aftsted med aabne vinduer og fem isblokke bagi jeepen.. Efter negle bjerge og en laguner kom vi til dagens hoejdepunkt - hot springs.. Givet naar man var is i forvejen havde man ikke specielt lyst til at hoppe i badetoej, men vi gjorde det daelme og hvor var det herligt.. Efter at blive varmet op, og koelet ned igen.. Gik turen ud til en gron lagune.. en helt gron soe foran en stor vulkan er ikke det vaerste syn... Og saa gik den mod vores sovested for natten.. Her skulle ogsaa andre jeeps sove, saa her var rent faktisk en kakkelovn i faellesomraadet.. Saa vi havde hoeje haab for denne aften og da det lykkedes for fyrene at koebe vin ude midt i ingenting, ja saa tegnede det til en god aften.. Men men men roedvinen var iskold og hurtigt maatte vi ikke faa mere til fyre med, saa der blev igen smidt lag paa lag paa lag af toej paa og saa skulle der hygges.. De to amerikanere introduceret hitkortspillet over dem alle, egyptian ratscrew hedder det og det er intenst.. Kan fortaelle den involvere hurtig spil og slaaen paa bunker af kort, saa det lykkedes os at holde varmen.. Vi beluttede denne aften at sove i en bunke, hvilket var en stor succes og vi maerkede naesten ikke de 20 frostgrader vi havde udenfor(vi befinder os her i naesten 5000m hojde- jep vi er blevet vant til hojder)..
Dagen efter sover vi lige lidt langere, der viser sig at vores jeep er punkteret i loebet af natten, saa det skal lige fikses.. Og saa gaar den ellers paa eventyr igen.. I dag staar den paa roede laguner, flamingoer, vulkaner og saa ankommer vi til kanten af vores saltoerken.. Her tilbringer vi natten i et refugee hvor senge, borde og gulve er lavet af salt.. Endelig har vi fundet teknikken til at holde varmen og vi faar rent faktisk sovet denne nat..
Tidlig op skal vi, for vi skal ud og se solopgang i saltoerkenen.. Vi snakker her om salt saa langt oejet raekker og saa en solopgang saa fin, saa fin.. Der skal selvfoelgelig tages sjove billeder og saa mod en oe midt i alt saltet... Her gaar vi en fin tur, for at faa udsigten over alt saltet og saa spiser vi morgenmad.. Derefter gaar vi rundt at oen, for lige at se lidt naermere paa saltet.. derefter ind i jeepen, koere lidt i alt saltet, for saa at lave et stop, hvor vi ser lidt paa saltet og derefter et stop hvor vi skal se et helt hotel lavet af (gaet engang) salt..
Derefter forlader vi saltet og koere mod den endelige destination Uyunini...
Her siger vi farvel til vores very experinsed guide og vores madmor gennem fire dage.. og saa staar den ellers paa at finde en bus vaek.. Vores amerikanske par og os skal samme vej, saa vi finder en natbus mod La PAz og saa skal der ellers bare ventes paa den.. Vi finder lokalt spisested hvor vi faar tre retter mad - Suppe, pasta med koedsovs, og cholkoladebudding - for den nette sum af (gaet selv) 6.80 give or tak et par oere... vekselkurser er udfordrende..
Derefter finder vi bare over dem alle extreme fun pub, hvor vi tilbringer de sidste par timer inden bussen og saa gaar den mod La Paz.. Vi kan se frem mod elleve timer i en bus, hvor en mand staar paa en stige og taper vinduerne sammen inden afgang.. De foerste seks timer er ikke asfalteret og i en hojde af ca. 3000m er det ikke varmt om natten.. Saa da vi ankommer til La Paz naeste morgen er vi rimlig klar paa at komme ud af den bus..
Tupiza en oase i et land med hoeje bjerge..
Saa kom vi endelig til Tupiza og var af en eller anden grund ikke helt saa positive i forhold til Bolivia.. Men men men det fik Tupiza hurtigt aendret paa.. Den foerste dag blev brugt paa at se paa de lokale markeder og denne impuls shoppingtur resulterede i 3 m reb og haengelaase(sikkerhed frem for alt, og nu skal vi til at motionere og det goeres bedst ved at hoppe i reb)..
Dagen efter ville vi kaste os ud i at udforske de omgivende bjerge.. Det goeres aabenbart bedst paa hest, men med det held der har fulgt Merete, ville det vaere at pushe skaebnen at saette sig op paa en hest, saa vi valgte at gaa.. Noget kort havde vi ikke rigitgt, men vi gik ud af byen og vidste vi skulle dreje af et sted.. Skilte bruger de ikke i Bolivia, saa i bedste BS og Bubber stil valgte vi at folge hestelorten.. Vi skulle jo paa samme tur, saa vi gik med hovedet i vejen og ledte efter friske hovspor og lort.. Vi foelte os som sande rangers og det var vi.. Vi fandt frem til de ting vi havde set billeder af og vi klatrede i bjerge og saa skont landskab.. Frokosten blev holdt paa en bjergtop og jep de kan finde ud af at bage brod i Bolivia, saa det var himmelsk der blandt kaktusser og bjerge.. Efter 20km gang vendte vi tilbage til vores lille landsby hvor vi impulsivt bookede en jeeptur ud i den naerliggender saltdesert..
Saa maatte vi ellers paa marked igen, for vi kunne se frem til 15-20 minusgrader om natten og eftersom stupid danish girl Merete havde glemt halvdelen af sit varme toej og faaet den anden halvdel stjaalet, saa maate der jo nyerhvervelser til.. Tupiza har ikke butikker, kun markeder med kopitoej.. Resultatet af turen paa marked var et laekkert moerke gront haandklaede og en dejlig(meget brandfarlig)graa, stor swaeter polstret med noget saa laekkert som vat.. Merete undgaar alt hvad der hedder aaben ild og cigaretter(i frygt for at gaa op i flammer) men hun ser laekker ud mens hun goer det..
Paa vores hostel igen modte vi en tysker, som skullle med paa vores tur og med ham tog vi paa en lokal restaurant og fik kaempe maaltid med kylling, ris og pommes for den nette sum af 6.80kr. give or take et par oere.. Det blev indtaget foran verdens stoerste tv der selvfoelgelig viste fodbold(en kamp fra fire aar siden, men fodbold)
Saa tog vi hvad der skulle vise sig at blive det sidste varme bad i 14 dage (and counting) og saa i seng..
Dagen efter ville vi kaste os ud i at udforske de omgivende bjerge.. Det goeres aabenbart bedst paa hest, men med det held der har fulgt Merete, ville det vaere at pushe skaebnen at saette sig op paa en hest, saa vi valgte at gaa.. Noget kort havde vi ikke rigitgt, men vi gik ud af byen og vidste vi skulle dreje af et sted.. Skilte bruger de ikke i Bolivia, saa i bedste BS og Bubber stil valgte vi at folge hestelorten.. Vi skulle jo paa samme tur, saa vi gik med hovedet i vejen og ledte efter friske hovspor og lort.. Vi foelte os som sande rangers og det var vi.. Vi fandt frem til de ting vi havde set billeder af og vi klatrede i bjerge og saa skont landskab.. Frokosten blev holdt paa en bjergtop og jep de kan finde ud af at bage brod i Bolivia, saa det var himmelsk der blandt kaktusser og bjerge.. Efter 20km gang vendte vi tilbage til vores lille landsby hvor vi impulsivt bookede en jeeptur ud i den naerliggender saltdesert..
Saa maatte vi ellers paa marked igen, for vi kunne se frem til 15-20 minusgrader om natten og eftersom stupid danish girl Merete havde glemt halvdelen af sit varme toej og faaet den anden halvdel stjaalet, saa maate der jo nyerhvervelser til.. Tupiza har ikke butikker, kun markeder med kopitoej.. Resultatet af turen paa marked var et laekkert moerke gront haandklaede og en dejlig(meget brandfarlig)graa, stor swaeter polstret med noget saa laekkert som vat.. Merete undgaar alt hvad der hedder aaben ild og cigaretter(i frygt for at gaa op i flammer) men hun ser laekker ud mens hun goer det..
Paa vores hostel igen modte vi en tysker, som skullle med paa vores tur og med ham tog vi paa en lokal restaurant og fik kaempe maaltid med kylling, ris og pommes for den nette sum af 6.80kr. give or take et par oere.. Det blev indtaget foran verdens stoerste tv der selvfoelgelig viste fodbold(en kamp fra fire aar siden, men fodbold)
Saa tog vi hvad der skulle vise sig at blive det sidste varme bad i 14 dage (and counting) og saa i seng..
Abonner på:
Opslag (Atom)