5 mand paa en bro

La quiaca, byen som "the bible" raader en til at komme vaek fra saa hurtigt som muligt. Dog naegter de gaeve dansker at tro paa alt hvad, der skrives. De beslutter i trods at tilbringe et helt doegn i denne stoevede graense by. Denne brilliante beslutning kan vi desvaerre ikke tage aeren for. Da vi ankom til byen, var vores plan bare lige at liste henover graensen og ind i Bolivia. Men hurtigt hoerte vi at graense overgangen (en bro paa 10 meter) var blokeret af meget vrede bolivianer!
Vi havde brugt vores bustur sammen med en columbiansk goejler, der havde besluttet sig for at foelge os over graensen. Tanken er soed, men hans enormt hurtige spansk gjorde det umuligt at kommunikere med manden! Saa vi forlod ham, for at finde et engelsktalende menneske, for at forstaa de vrede bolivianer!
De engelsketalende mennesker fandt vi, men forstod aldrig hvorfor de var sure. Den eneste info man kunne faa ud af de utilfredse bolivianer paa broen var "det er politisk". Bolivia = et land i oproer!
Naeste dag havde de 5 strejkende, blokerende og lettere utilfredse mennesker besluttet sig for at gaa hjem, saa vi kunne passere graensen.
Flugt fandt vi en bus mod Tupiza, men lige lidt vidste vi, at vi inden for de naeste 5 min skulle vaere ofre for et gement, udspekuleret, kriminelt geni´s uhumske og gennemtaenkte gerninger. Helt uskyldige sad vi i bussen da pludseligt et vaerre virrevar startede og en kasket klaedt herre rev tasken med halvdelen af vores ejendomme ud af meretes haand.
En helhjertet jagt gik i gang efter dette kriminelle geni, men som en skygge forsvandt han i den travle menneskemaengde og vi maatte indse at pas, billeder, bog, ipod og andet godt var forevigt tabt i den bolivianske graenseby Villazon.
Og saadan gik det til at vi en tidlig onsdag morgen befandt os paa en boliviansk politistation. Og hvilket syn. Foerst skulle vi lige vente paa at vi kunne faa lov til at komme ind paa politistationen. Uheldigvis kom vi lige som de var ved at faa ordre for den kommende dag.
Men da vi endelig kom ind i det 30 kvm store rum, men 10 guld spejle, meget praktiske transportable skrivemaskiner fra 1950 og naturligvis billeder af folk med eksploderede krainer, afhuggede lemmer og aabnekoedsaar, moedte vi faktisk en engelsktalende dame (vi havde ellers forberedt os paa den store forklaringsrunde med store fagter og advancerede spanske gloser, men nae om man kunne faa lov til det)
Meretes pas blev efter det saa til en politirapport, hvor halvdelen var stavet forkert og mit navn af en eller anden grund ogsaa skulle indgaa. "Det er onsdag, det er koldt, Merete Grane Larsen har vaeret offer for en forfaerdelig forbrydelse" Det mener jeg bestemt, der staar.
Naa men op med hovedet ven, tag en kiks og kom videre. Afsted mod Tupiza...